En Airbus A320-200 fra Air Moldova. Foto: ABF, CC 3.0

Ukrainekrigen tvinger flyselskab i knæ

Air Moldova er hårdt ramt af krigen i Ukraine, der har betydet begrænsninger i luftrummet. Flyselskabet har måtte indstille flyvningerne i en periode og risikerer en konkurs.

Ukrainekrigen har på flere måder haft konsekvenser for luftfarten – naturligvis særligt for Ukraine, men også for de omkringliggende lande.

Et af de lande er Republikken Moldova, der ligger mellem det nordøstlige Rumænien og det sydvestlige Ukraine. Krigen er således utrolig tæt på Moldova og udgør en stadig stigende risiko for den civile luftfart. Og nu melder landets førende flyselskab, Air Moldova, om økonomiske problemer.

Flyselskabet har ifølge det rumænske luftfartsmedie Boardingpass.ro været nødt til at indstille flyvningerne i perioden fra 21. til 25. april som følge af en ”mangel på økonomiske ressourcer, der er nødvendige for selskabets aktivitet”. Air Moldova vil dog i perioden 23. til 25. april forsøge at få enkelte fly i luften fra basen i Chisinau International Airport og til Bologna, Verona og Tbilisi.

Ifølge planespotters.net har Air Moldova i øjeblikket en flåde bestående af kun én Airbus A219 og én Airbus A320.

Konkurs lurer i horisonten
Air Moldova har først kæmpet med konsekvenserne af coronapandemien, og nu har krigen i Ukraine konsekvenser for det moldoviske luftrum og dermed også det lille flyselskab.

”Desværre bemærker vi, at alle de anstrengelser og handlinger, som Air Moldova-teamet har taget for at styre den situation, som selskabet er i, i øjeblikket ikke har givet resultater,” oplyser flyselskabet.

Alle passagerer, der får aflyst flyvninger, vil modtage refusion for billetterne, lyder det fra Air Moldova. I onsdags indledte flyselskabet en online-underskriftsindsamling, der anmodede om, at præsidenten for Moldova griber ind for at redde det.

Air Moldova har advaret om, at det kan gå konkurs inden længe, hvis ikke der findes en løsning med selskabets bank.

Kan få frataget driftslicens
Air Moldova sælger angiveligt stadig flybilletter, men Moldovas civile luftfartsmyndigheder (AAC) har ifølge flyselskabet pålagt begrænsninger for billetsalget.

Ifølge luftfartsmyndighederne blev Air Moldova i november sidste år bedt om at fremlægge en korrigeret handlingsplan for at afhjælpe dets ”alvorlige økonomiske mangler”. Luftfartsmyndighederne har flere gange klaget over Air Moldovas position og advaret om, at det kan få sin driftslicens (AOC) suspenderet, hvis ikke der rettes op på situationen.

Air Moldova blev grundlagt i januar 1993, og selskabet driver – foruden ruteflyvninger – normalt også charterflyvninger fra basen i Chisinau til destinationer i blandt andet Grækenland, Spanien og Tyrkiet.

 

Relaterede artikler:

Sikkerhedsrisiko får Wizz Air til at indstille ruter

Højere konkursrisiko for europæiske flyselskaber

Ny rute fra København til tidligere sovjetrepublik