United Airlines Boeing 787-10.

United vil afskedige op til 36.000 ansatte

36.000 medarbejdere hos United Airlines står til at miste jobbet fra oktober, hvilket svarer til næsten halvdelen af alle ansatte hos det amerikanske selskab.

United Airlines melder som det første store amerikanske flyselskab ud om en kommende massefyring som konsekvens af coronakrisen.

I alt risikerer op til 36.000 ansatte at miste jobbet, hvilket udgør cirka 45 procent af den samlede arbejdsstyrke i det store Chicago-baserede selskab.

”I løbet af denne krise har vi været ærlige over for jer og direkte omkring vores behov for at justere vores arbejdsstyrke til at matche rejseefterspørgslen,” skriver flyselskabet i en meddelelse til sine medarbejdere.

United Airlines oplyser, at kapaciteten i juli forventeligt vil være nede med cirka 75 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Flyselskabet understreger, at ikke alle ansatte, der får besked om fremtiden, vil blive afskediget. Det endelige antal afskedigelser afhænger eksempelvis af, hvor mange der accepterer et tilbud om midlertidig orlov eller tidlig pension.

”Vores primære mål under hele denne krise har været at sikre, at United – og de job, som selskabet understøtter – er her, når kunderne igen begynder at flyve,” forklarer United Airlines i sin erklæring.

United får ros for ærlighed
Den amerikanske fagforening for kabineansatte Association of Flight Attendants-CWA har reageret på meddelelsen fra United Airlines, der – ligesom SAS – er medlem af Star Alliance.

”United Airlines’ anslåede tal for afskedigelser er et nyrestød, men det er også den mest ærlige vurdering, vi har set i forhold til branchens tilstand,” siger fagforeningen ifølge BBC.

Den amerikanske luftfart har fået en samlet hjælpepakke på hele 50 milliarder dollar (333 milliarder kroner, red.) fra den amerikanske regering. Samtidig har aktørerne i luftfartsbranchen accepteret ikke at afskedige ansatte eller reducere lønninger inden 30. september. United Airlines får del i fem milliarder dollar (33 milliarder kroner, red.) fra hjælpepakken, og selskabet lover ikke at afskedige ansatte før 1. oktober.

United Airlines har varslet, at 11.000 lufthavnsansatte, 15.100 kabineansatte og 2.250 piloter står til at blive afskediget. Der skal også skæres ned i antallet af ansatte i administrationen.

Afskedigelser vil koste to milliarder
Luftfartsekspert Pilar Wolfsteller fra FlightGlobal fortæller til BBC, at meddelelsen fra United Airlines kendetegner fremtiden for luftfartsindustrien.

”United er det første af de store amerikanske flyselskaber, der klart siger, at ‘vi vil være et meget mindre flyselskab, når alt dette er overstået’. Nu må vi se, hvad de andre flyselskaber vil gøre, men vi forventer, at branchen som helhed vil skrumpe, og den vil sandsynligvis være omkring en tredjedel mindre, end den var, da den kom ind i denne krise,” siger hun.

De kommende fratrædelser hos United Airlines forventes at koste i omegnen af 300 millioner dollar, eller hvad der svarer til næsten to milliarder kroner.

I øjeblikket er der forudbestilt 65 procent færre billetter hos det amerikanske flyselskab i august i forhold til samme måned sidste år.

American Airlines – et andet stort amerikansk flyselskab – oplyste i sidste uge, at det vil have 20.000 ansatte i overskud som følge af coronapandemien. Ikke alle risikerer dog at blive afskediget, lyder det.

 

Relaterede artikler:

United køber 50 Airbus A321XLR

Tre nye United-ruter til Europa

United låner penge til økonomisk trængt flyselskab