Usikker fremtid for Aalborg-udenrigsrute

Aalborg Lufthavn fik en sommerrute til Riga, da airBaltic i april begyndte at flyve seriecharter fra lufthavnen. Nu er rutens fremtid i fare, da airBaltic ikke længere skal flyve charter fra Aalborg.

I april i år kunne Aalborg Lufthavn byde velkommen til et nyt selskab. Det var lettiske airBaltic, der åbnede en sommerrute mellem Riga og Aalborg. Ruten består af en flyvning fra Riga til Aalborg med Boeing 737-500 fly om lørdagen og retur om søndagen.

Ruten er nemlig reelt en positioneringsflyvning, som airBaltic har valgt at sætte til salg. Flyselskabet flyver i weekender mellem Aalborg og en række destinationer i Grækenland for den jyske charterarrangør SunCharter. Og når flyet skal flyttes fra Riga til Aalborg inden charterflyvningerne og tilbage igen, når opgaven er fuldført, så har man valgt at sætte sædekapaciteten til salg.

Kun én sæson
Ruten vinterlukker til oktober, sådan som det har været planen fra starten. Det er dog mere usikkert, om den åbner igen til foråret. AirBaltic får nemlig ikke behov for at flytte et fly til Aalborg for at flyve med SunCharters gæster næste år.

SunCharter har nemlig valgt, at SAS næste år skal flyve i stedet for airBaltic og Jet Time, som deler opgaverne i mellem sig i dag. Dermed kan Aalborg muligvis komme til at vinke farvel til Riga-ruten efter kun én sommersæson.