Harbour Air Seaplanes elektriske fly på den første flyvning. Foto: Harbour Air Seaplanes

Verdens første flyvning med kommercielt elfly

Canadas største vandflyselskab har gennemført den første flyvning med et sekspersoners vandfly, som drives af en elmotor.

Eldrevne fly ses som en af fremtidens løsninger på luftfartens klimaudfordringer – i hvert fald, når det gælder mindre flytyper og kortere strækninger.

Både Airbus og Boeing arbejder på at udvikle elfly, og det er mere end ti år siden, at de første prototyper på elfly demonstrerede, at det er muligt at flyve udelukkende på el fra batterier. De seneste år har flere elfly været på vingerne, men der har i alle tilfælde været tale om små fly med plads til kun én til to personer ombord.

I denne uge to luftfarten imidlertid endnu et skridt mod en fremtid med eldrift, da det canadiske vandflyselskab Harbour Air Seaplanes gennemførte en succesfuld flyvning med verdens første kommercielle elfly.

Fly med 750 HK
Der var tale om et vandfly af typen De Havilland Canada DHC-2 Beaver med plads til seks passagerer. Det amerikanske selskab MagniX har i samarbejde med Harbour Air Seaplanes stået for at ombygge flyet og udstyre det med en elmotor på 560 kW, hvilket svarer til 750 hestekræfter.

Den første flyvning med elflyet fandt sted tirsdag ved Harbour Air Seaplanes terminal ved Fraser River i Vancouver i Canada. Flyvningen varede kun tre-fire minutter, men Harbour Air betegner den som historisk og som begyndelsen på den tredje æra inden for luftfart – den elektriske tidsalder.

”I dag skabte vi historie. At være en del af denne utrolige verdens første milepæl er noget, vi alle kan være virkelig stolte af,” siger Greg McDougall, administrerende direktør og grundlægger af Harbour Air Seaplanes. Han fløj selv flyet på den første flyvning.

”I december 1903 lancerede brødrene Wright en ny æra inden for luftfart med historiens første motordrevne fly. I dag, 116 år senere, har vi lanceret en elektrisk æra inden for luftfart med det første fuldt elektrisk drevne kommercielle fly,” siger Roei Ganzarski, administrerende direktør for MagniX.

40 fly skal ombygges til elfly
Harbour Air Seaplanes annoncerede i år på Paris Air Show sit partnerskab med MagniX og intentionen om at bygge verdens første fuldstændigt elektriske kommercielle flåde af vandfly.

MagniX og Harbour Air Seaplanes vil nu begynde certificerings- og godkendelsesprocessen for elmotorsystemet. Når certificeringen er afsluttet, er det planen at omdanne resten af Harbour Airs flåde af vandfly til elfly.

Harbour Air Seaplanes er Canadas største vandflyselskab med over 40 fly i flåden og 12 ruter i Canada.

 

Relaterede artikler:

Nordic Seaplanes i samarbejde om elfly

Airbus-hybridfly i luften i 2021

Nyt nordisk samarbejde om elfly