En Airbus A350-900 fra China Airlines. Foto: N509FZ, CC 4.0

Vil ændre navn fra China Airlines til Taiwan Airlines

En taiwanesisk forening i USA opfordrer til, at China Airlines skifter navn til Taiwan Airlines, da flere lande angiveligt forbinder selskabet med fastlands-Kina, hvor coronavirussen hærger.

Torsdag i sidste uge udsendte Taiwanese American Senior Society – East Bay & Washington DC en anmodning om, at navnet på Taiwans nationale flyselskab China Airlines skifter navn.

Forslaget blev ifølge Taiwan News adresseret præsidenten i østaten Taiwan, Tsai Ing-wen, og den amerikanske forening ønsker, at flyselskabet ændrer navn til Taiwan Airlines. Årsagen er, at effekten af coronavirussen, COVID-19, har for stor negativ indflydelse på China Airlines.

Foreningen mener, at mange lande fejlagtigt forbinder flyselskabet med fastlands-Kina, hvor virusudbruddet begyndte, og hvor der er klart flest registrerede dødsfald og smittede personer. Ifølge den amerikanske forening er Italien blandt de lande, der har forbudt China Airlines at operere ind og ud af landet.

Folkene bag navneændringsforslaget oplyser, at cirka 100 lande har indført streng kontrol af kinesiske borgere. Taiwan – der officielt kaldes Republikken Kina – er til tider på urimelig vis inkluderet i denne kontrol, mener Taiwanese American Senior Society – East Bay & Washington – der samtidig hævder, at ”Taiwan er en uafhængig stat fra Folkerepublikken Kina”. Taiwan dog stadig en del af Kina – ifølge Kinas synspunkt.

Den amerikanske forening tilføjer desuden, at antallet af dødsfald og smittede i Taiwan er langt lavere end på fastlands-Kina – både forholdsmæssigt og i absolutte tal, lyder det.

Opfordrer til proaktiv handling
Præsident Tsai Ing-wen bliver opfordret til at ”tage proaktive skridt hen imod handlingen med at ændre ‘China Airlines’ til et mere identitetsstyret ‘Taiwan Airlines’.” I forslaget lyder det, at der ikke er behov for en folkeafstemning eller forfatningsændring for at lave navneændringen.

Foreningen erkender dog, at en ændring til Taiwan Airlines vil kunne påvirke operationer, indtægter og luftfartsrettighederne. Indtil videre har forslaget fået over 12.500 underskrifter.

Også Taiwan Republic Office – der er en Taiwan-forening, som går ind for uafhængighed – har opfordret til at ændre navnet på China Airlines. Foreningen vil angiveligt ændre det til Formosa Airlines eller Yushan Airlines.

Der skal imidlertid ske store holdningsændringer, hvis en navneændring skal komme på tale. Folkerepublikken Kina har i mange år stået fast på, at Taiwan er en del af Kina. I 2018 bad Kina udenlandske flyselskaber om at følge kinesiske krav om, at selskaberne skulle tydeliggøre, at Taiwan ikke er et selvstændigt land. Det betød, at blandt andet amerikanske Delta Air Lines, United Airlines og American Airlines skulle ændre deres tekster, så de ikke længere omtalte Taiwan som et land.

China Airlines har 70 passagerfly i sin flåde. SkyTeam-selskabet har base i Taipei-Taoyuan International Airport og opererer til flere europæiske destinationer – herunder Amsterdam, Frankfurt, London Gatwick, Wien og Rom.

 

Relaterede artikler:

SkyTeam alliancen optager China Airlines

Kritik af Delta for at kalde Taiwan og Tibet for lande

Forlænger Kina-aflysninger til 30. juni