Donald Trump ved annonceringen af den nye flykontrol-organisation den 5. juni 2017.

Vil gøre amerikansk flykontrol storslået

USA’s præsident Donald Trump vil udskille landets udskældte flykontrol i en selvstændig enhed i stil med danske Naviair.

USA’s præsident, Donald Trump, vil ikke blot helt generelt ”Make America great again” (Gør USA stort igen, red.). Han vil også tage fat om nældens rod og forbedre specifikke store problemer i landet.

Et af dem er USA’s flykontroltjeneste, som i dag ligger under de nationale luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Administration (FAA). Det vil Donald Trump med sit ”Air Traffic Control Reform”-initiativ lave om. I stedet skal luftrummet over ”Guds eget land” ledes af en selvstændig selvfinansierede non-profit organisation, som i Trumps setup ikke får behov for skatteyderkroner. Det skriver Air Transport World.

“I sin kerne vil vores nye plan dramatisk forbedre Amerikas flykontrolsystem ved at gøre det til en selvfinansierende, non-profit organisation. Denne nye enhed behøver ikke skatteydernes penge. Under denne nye plan vil FAA fokusere på det de gør bedst – sikkerhed,” sagde Donald Trump, da han mandag i Det Hvide Hus præsenterede initiativet.

Sætte det hele sammen igen
Donald Trump betegnede det nuværende setup som ”gammelt, i stykker, forældet og forfærdeligt. Et system der ikke virker”. Eksempelvis anvender de amerikanske flyveledere i mange tilfælde fortsat papirstrimler med de enkelte flys oplysninger på. Strimlerne sendes så videre til kollegerne, når et fly forlader én sektor og flyver ind i en anden sektor.

Det setup skal erstattes af ”en storslået virksomhed, som kan sætte det hele sammen igen”.

Den nye organisation skal blandt andet komme problemerne med massive forsinkelser i mange store amerikanske lufthavne til livs. Desuden skal organisationens indtægter forblive i organisationens egen kasse og bruges til ny teknologi og bedre arbejdsvilkår for flyvelederne.

“Den separate non-profit enhed vil få til opgave at sikre ruteffektivitet, rettidig service og en længe ventet reduktion af antallet af forsinkelser,” sagde Trump og fortsatte:

“Flyvelederne vil have mere økonomisk sikkerhed, professionelle muligheder og langt bedre udstyr.”

Havde nærstuderet et land
Med en selvstændig selvfinansierende organisation kopierer USA den måde, som omkring 60 lande inklusiv Danmark har organiseret sin flykontrol på gennem adskillige år. Således er Naviair netop en selvfinansierende non-profit organisation.

Trump lagde ved præsentationen ikke skjul på, at administrationen havde skelet til hvordan man gør i andre lande. Særligt ét land havde man nærstuderet – uden Trump ville nævne hvilket land. Han nævnte dog Canada som et godt eksempel.

”Canada eksempelvis har moderniseret deres flykontrol til en ikke-statslig organisation for omkring 20 år siden, og de har reduceret omkostningerne, indført banebrydende teknologi og håndterer 50 procent mere trafik,” påpegede Donald Trump.

FAA har de senere år forsøgt at opgradere flykontrollens teknologi, som i visse tilfælde stammer tilbage fra 1940’erne. Projektet til tilsammen mere end 230 mia. kroner er endnu ikke fuldt gennemført.

 

Relaterede artikler:

Amerikansk budgetkrise rammer flytrafikken

FAA: Slut med sovende flyveledere