Icelandair-fly i Keflavik International Airport. (Foto: Markus Mainka)

Virgin-investor køber stor aktiepost i Icelandair

Den amerikanske kapitalfond Bain Capital, der blandt andet ejer Virgin Australia, har betalt 410 millioner kroner for 16,6 procent af aktierne i Icelandair og har en tegningsret til at købe flere.

Icelandair Group har den 23. juni indgået en bindende aftale med den Boston-baserede kapitalfond Bain Capital, der vil købe 5.659.094.470 nye aktier i den islandske luftfartskoncern og dermed sætte sig på 16,6 procent af aktierne.

Dermed bliver Bain Capital den største aktionær, da de nuværende fire største aktionærer tilsammen blot ejer 15,83 procent af aktierne. De fire aktionærer er pensionskasserne Brú Lífeyrissjóður, Gildi-Lífeyrissjóður og LSR samt Arion Bank.

Bain Capital betaler en pris på 1,43 islandske kroner per aktie, hvormed transaktionen løber op i næsten 8,1 milliarder islandske kroner, hvilket svarer til omkring 410 millioner danske kroner. Herudover har Bain Capital fået en tegningsret på yderligere 25 procent af det nye antal aktier.

Transaktionen skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling og er blandet andet betinget af, at den amerikanske kapitalfond får en plads i Icelandairs bestyrelse.

Virgin-selskaber i porteføljen
Bain Capital har mange års erfaring med forskellige investeringer i rejse- og luftfartsindustrien, blandt andet med investeringer i krydstogtselskabet Virgin Voyages og senest med overtagelsen af flyselskabet Virgin Australia i 2020.

Hos Icelandair er der også tilfredshed med, at det er lykkedes at tiltrække en investor, der kan styrke selskabets finansielle position og dermed skabe grundlaget for nye muligheder under de nuværende markedsbetingelser.

“Det er med stor entusiasme, at vi glæder os over at kunne tilføje Bain Capital til vores stærke og forskelligartede gruppe af aktionærer. Vi er glade for at have en førende global investor med dyb brancheviden, der anerkender vores indsats og forpligtelse til at sikre Icelandairs en lys fremtid,” udtaler Icelandairs koncernchef Bogi Nils Bogason.

Vil udnytte muligheder i markedet
Der er ingen tvivl om, at Bain Capital vil benytte lejligheden til at styrke Icelandairs forretningsmuligheder på et tidspunkt, hvor der ikke længere er konkurrence fra hverken Norwegian eller det tidligere WOW air på det store transatlantiske marked.

“Mens en fuldstændig genopretning af det globale rejse- og turismemarked sandsynligvis vil tage noget tid, deler vi ledelsesteamets overbevisning om, at Icelandair har en yderst konkurrencedygtig forretningsmodel bygget til langsigtet succes sammen med en stærk operationel track record, hvilket gør virksomheden godt positioneret til at udnytte attraktive muligheder, der opstår, efterhånden som genopretningen skrider frem. 

Vi er overbevist om, at vores erfaring på tværs af luftfartsøkosystemet og værditilvækst-tilgangen vil bidrage til virksomhedens vækst til gavn for alle interessenter,” lyder det fra Matthew Evans, der er administrerende direktør i Bain Capital Credit.  

 

Relaterede artikler:

Icelandair-underskud på 2,3 milliarder kroner

Her er de nye storaktionærer i Icelandair

Icelandair: Fly på jorden indtil 2023