Wizz Air-fly (Foto: Wizz Air | PR)

Wizz forventer at få underskud i 2022/23

Tredje kvartal i Wizz Airs igangværende regnskabsår sluttede med et overskud på 249 millioner kroner, men til trods for dette venter flyselskabet at komme ud af året med et negativt resultat.

Wizz Air har forskudt regnskabsår, og lavprisselskabet har derfor netop offentliggjort resultaterne for tredje kvartal, der sluttede den 31. december sidste år. De viser et overskud, men til trods for dette forventer flyselskabet fortsat, at året samlet set ender med et underskud.

I løbet af kvartalet har Wizz Air haft en samlet omsætning på 911,7 millioner euro, hvilket svarer til 6,8 milliarder kroner, og ud af dette beløb har flyselskabet landet et overskud på 33,5 millioner euro (249 millioner kroner).

Resultatet er en væsentlig forbedring sammenlignet med samme periode i 2021, hvor COVID-19-pandemien dog spillede en større rolle. I daværende kvartal lavede Wizz Air en omsætning på 408,4 millioner euro (3 milliarder kroner) men endte med et underskud på 267,5 millioner euro (2 milliarder kroner).

Større flåde end sidste år
At pandemiens påvirkning er blevet mindre, kunne også mærkes på blandt andet passagertallet, da det i løbet af de sidste tre måneder af 2022 steg til 12,4 millioner rejsende modsat de 7,8 millioner passagerer, som gik ombord i et Wizz Air-fly i tredje kvartal året før.

Udviklingen smittede også af på belægningsgraden, der steg fra 77,1 procent i tredje kvartal 2021 til 87,3 procent i samme kvartal sidste år, hvor Wizz Air havde en flåde bestående af 177 fly til rådighed mod 150 året før.

Men selvom Wizz Air er buldret frem de senere år, hvor der både er blevet foretaget store investeringer i eksempelvis ruter, nye fly og datterselskabet Wizz Air Abu Dhabi, er det ungarske flyselskab nu fløjet ind i modvind.

Tager forbehold for pandemi og krig
Koncernchef József Váradi fortæller nemlig i sine bemærkninger til de netop offentliggjorte kvartalsresultater, at han forventer et underskud, når regnskabsåret slutter den 31. marts. Han understreger dog ved samme lejlighed, at han venter medvind i det derpå følgende regnskabsår.

”Vi forventer fortsat at få et tab i dette regnskabsår, men er overbeviste om, at næste år bliver rentabelt med forbehold for, at pandemien eller den geopolitiske situation ikke forværres. Vi er forberedte på at vende tilbage til et aktivitetsniveau, der modsvarer det fra før COVID-19-pandemien med en flåde på omkring 185 effektive narrow body-fly, der skal betjene et mere diversificeret rutenetværk til sommer.”

Ifølge topchefen medvirker både billetpriserne og efterspørgslen fra kunderne til, at Wizz Air ser lyst på fremtiden, selvom det tyder på, at det samlede resultat for det igangværende regnskabsår skal skrives med rødt blæk.

”Overordnet set fortsætter vi med at opleve stabile billetpriser, ligesom de gennemsnitlige priser på billetter og tillægsydelser befinder sig på et højere niveau end i både 2019 og 2022. I takt med at vi nærmer os januars afslutning oplever vi, at der bliver foretaget flere bookinger end i 2022, hvilket flugter med forventningerne.”


Relaterede artikler:

Wizz Air lukker tre baser

Wizz Air skærer massivt ned i Billund

Halvårsminus hos Wizz Air trods stærkt kvartal