Airbus A330-300 fra WOW air (Foto: WOW air)

WOW airs Indien-rute er i gang

Den første direkte rute mellem Island og Asien er en realitet, efter det islandske lavprisflyselskab WOW air har åbnet en forbindelse med en Airbus A330.

WOW air har den seneste tid været i vælten for sin økonomiske situation, men nu er der også historisk rutenyt fra det islandske selskab.

Der er nemlig skrevet international luftfartshistorie, efter WOW air har åbnet sin helt nye direkte rute mellem Keflavik International Airport og New Delhi i Indien. Det er den første forbindelse til en asiatisk destination fra lufthavnen tæt på hovedstaden Reykjavik.

Rute styrker relationer
Der bliver tre ugentlige afgange på den nye rute, og det islandske lavprisflyselskab opererer på ruten med den eneste tilbageværende Airbus A330-300 med registreringen TF-GAY. Ruten mellem Keflavik og Indien bliver samtidig den eneste mulighed for at rejse med lavprisflyselskab mellem Indien og Nordamerika via det islandske hub.

”Hidtil har Keflavik Airport kun haft direkte flyvninger til Europa og Nordamerika. Med 27 procent af de internationale besøgende på Island, der kommer fra destinationer uden for disse regioner, og at dette marked er vokset med 11 procent i de første ni måneder af 2018, er det godt at opleve WOW air øge Keflaviks globale rækkevidde med direkte flyvninger til Delhi,” siger Hlynur Sigurdsson, kommerciel direktør i Isavia, der står for driften af Keflavik og andre islandske lufthavne.

“Vi forstår også, at disse flyvninger ikke kun skaber en direkte forbindelse til Asien, men også styrker de vigtige kulturelle og stærke relationer mellem Indien og Nordamerika. Da ruten er den eneste lavprisløsning for passagerer mellem disse to globale regioner, er vi glade for at støtte WOW air med at tilbyde en ny rejsemulighed til de seks millioner passagerer, der årligt flyver mellem de to regioner.”

Keflavik International Airport har været gennem en række rekordår på passagerantal. Lidt under 10 millioner passagerer har rejst gennem lufthavnen hidtil i år, og det er niende år i træk, at der er tocifret passagervækst. I år har der været 12 procent flere rejsende i forhold til 2017.

Icelandair planlægger Indien-rute
WOW air har været gennem en turbulent tid på grund af sine økonomiske udfordringer. Det islandske lavprisflyselskab er tilsyneladende blevet reddet af den amerikanske kapitalfond Indigo Partners. Der er således indgået en preliminær aftale om at investere i flyselskabet. De to parter forventer at lukke en aftale, så snart det bliver praktisk muligt.

Icelandair, der måtte droppe købsplanerne af WOW air, tabte dermed kapløbet med WOW air om at komme først til Asien. Tidligere i år kunne Icelandair løfte sløret for, at flyselskabet forventer at åbne en direkte rute fra Keflavik International Airport til enten Mumbai eller New Delhi i efteråret 2019. Til næste år kan der dermed være to islandske flyselskaber til indiske destinationer.

 

Relaterede artikler:

Her præsenteres første Asien-rute fra WOW air

WOW air reddet af amerikansk kapitalfond

WOW air tabte en million om dagen

Icelandair aflyser købet af WOW air

WOW air kæmper for livet