SAS-piloter i cockpittet. (Arkivfoto)

13 ansøgere til hvert pilotjob i SAS

Mere end 8.000 mænd og kvinder har søgt job som pilot eller stewardesse hos SAS. Der er dog langt fra job til alle.

Adskillige af de store europæiske ruteflyselskaber har på det seneste sat gang i større rekrutteringskampagner med henblik på at ansætte flere hundrede nye piloter og stewardesser. Et af de selskaber er SAS, hvor man lige nu er på udkig efter 230 nye piloter og 700 kabineansatte.

Rigtig mange stillinger til unge såvel som gamle, erfarne såvel som nyuddannede. Det hører dog med til historien, at der er rigtig mange om buddet. Således har 3.000 mænd og kvinder søgt de 230 pilotstillinger. Det svarer til over 13 ansøgere per stilling.

At være kabineansat i SAS er ikke længere så glamourøst som før i tiden. Arbejdstiden er blevet længere og forholdene forringet. Det afholder dog ikke hele 5.000 mænd og kvinder fra at søge de 700 stillinger som stewardesser og stewarder i SAS.

En SAS-ansættelse lokker
De i alt 8.000 ansøgninger til 930 stillinger er det højeste antal jobansøgninger til pilot- og stewardessestillinger i SAS nogensinde i det skandinaviske flyselskabs knap 70 år lange historie.

”Vi har fået en fantastisk respons på de ledige stillinger om bord på vores fly. Den store interesse bekræfter, at vi har et stærkt brand, og at en ansættelse hos SAS lokker. Det store ansøgerantal betyder, at vi kan vælge de mest kvalificerede medarbejdere og sammen skabe markedets stærkeste kundetilbud,” siger Rolf Bakken, der er flyvechef hos SAS.

Baggrunden for SAS’ øgede behov for rekruttering af kabineansatte og piloter er den ekspansion, som SAS gennemfører med større frekvens og nye ruter til USA og Asien. Bare i løbet af det seneste år har SAS lanceret nye ruter til Hongkong, Los Angeles og Boston. Sidstnævnte opereres dog med fly og personale fra det schweiziske flyselskab Privat Air.

Til efteråret åbner en ny rute til Miami. Samtidig har SAS indfaset fire fabriksnye Airbus A330E og ombygger alle langdistancefly med en helt ny kabine. Det har styrket SAS’ udbud, og responsen fra kunderne har været meget positiv.

Gavner vores kunder
Forud for lønforhandlinger med det flyvende personale senere på året, minder SAS’ koncernchef Rickard Gustafson lige fagforeningerne om, at SAS har brug for fornuftige aftaler med.

”De nye overenskomster, der blev indgået med SAS’ piloter i 2015, har været en absolut forudsætning for den ekspansion, vi ser nu. Vi skabte et godt grundlag sidste år for at tilpasse os til den intensive konkurrencesituation. I årets forhandlinger med piloter og kabinepersonale ønsker vi at fastholde denne udvikling, så vi kan fortsætte vores ekspansive strategi, som gavner vores kunder og skaber flere arbejdspladser i flybranchen,” siger Rickard Gustafson, der er administrerende direktør og koncerndirektør hos SAS.

Swiss, Austrian, Lufthansa og easyJet er nogle af de andre europæiske flyselskaber, som også er ved at ansætte flere hundrede nye piloter og kabineansatte.