Da Air India i marts sidste år vendte til København efter tre års fravær på grund af COVID-19, startede man op med tre ugentlige afgange. I december blev der sat en ekstra ugentlig frekvens på, og snart øges der igen på Delhi-ruten.
Air India har i den grad haft succes med sin tilbagevenden på ruten fra København til Delhi efter fraværet under coronapandemien, hvorfor selskabet endnu engang skruer op for frekvenserne.
Ruten blev genåbnet den 1. marts 2023 efter næsten tre års pause, og Air India lagde forsigtigt ud med tre ugentlige afgange, hvilket dog blev opjusteret til fire gange om ugen fra midten af december af december sidste år.
Dermed nåede man op på samme antal ugentlige frekvenser som før COVID-19, der tvang det indiske Star Alliance-flyselskab til at stoppe flyvningerne den 17. marts 2020. Til gengæld flyver Air India i dag kun til København som eneste destination i Skandinavien, mens man før coronapandemien også fløj til Stockholm.
Nu også om mandagen
Nu vil Air India imidlertid atter øget kapaciteten på ruten, og det sker ved at indsætte en femte ugentlige afgang mellem Københavns Lufthavn og Indira Ghandi International Airport, der er største lufthavn i Indien og den 10. største lufthavn i verden.
Den femte ugentlige frekvens tilføjes fra den 1. juli, og det bliver om mandagen. I forvejen betjenes ruten på onsdage, fredage, lørdage og søndage.
Air India benytter Boeing 787-8 Dreamliner på ruten mellem København og Delhi, og flyene er indrettet i en toklasses konfiguration med henholdsvis 18 og 238 sæder i de to kabiner.
Over 77.000 passagerer på 13 måneder
Tal fra Trafikstyrelsen dokumenterer i øvrigt, at passagergrundlaget er til stede. Siden tilbagekomsten den 1. marts 2023 og frem til den 31. marts 2024 har der været 77.558 passagerer på ruten på trods af en lavere udbudt kapacitet end før coronapandemien.
Til sammenligning var der i hele 2019 i alt 82.207 passagerer, der fløj med Air India mellem København og Delhi.
Air India er et Star Alliance-selskab, men der er ingen codeshare-aftale med SAS, hvorfor selskabets operationer til Københavns Lufthavn ikke forventes at blive påvirket af SAS’ kommende skifte til den konkurrerende SkyTeam-alliance fra den 1. september. Der er stadig en interline-aftale mellem SAS og Air India med gensidig accept af billetter og gennemskrivning af bagage.
Relaterede artikler:
Air India øger med 33 procent fra København