ITA Airways flyver ind i Lufthansa Group. (Foto: LHG | PR)

Indrømmelser skal sikre Lufthansa opkøb

EU-kommissionen har forlænget fristen for en eventuel godkendelse af Lufthansas opkøb i det italienske flyselskab ITA, efter at parterne er kommet med nye forslag, der skal imødekomme bekymringen for svækkelse af konkurrencen.

Den italienske stat og Lufthansa har indleveret flere nye forslag og indrømmelser til EU’s konkurrencemyndigheder i bestræbelserne på at få godkendt det tyske flyselskabs overtagelse af en ejerandel i ITA, som er efterfølgeren til Alitalia.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lufthansa vil købe 41 procent af aktierne i det statsejede ITA. Men indtil videre har EU’s konkurrencemyndigheder ikke kunnet godkende det tyske bud, da man frygter, at det vil svække konkurrencen på flere områder. EU-kommissionen indledte i slutningen af januar en tilbundsgående undersøgelse af opkøbet.

Hverken Lufthansa eller det italienske finansministerium, der er formel ejer af ITA, har givet detaljer om de seneste forslag.

Vil opgive slots og ruter
Det italienske dagblad La Repubblica kaster dog i en artikel lys over, hvilke indrømmelser parterne tilsyneladende er kommet med.

Ifølge mediet har Lufthansa lovet i en periode på to år at fastfryse og dermed udsætte en integration med ITA på langdistanceflyvninger til USA og Canada fra den internationale lufthavn Fiumicino i Rom.

Parterne har også lovet at afstå nogle af deres ruter mellem Italien og Tyskland til konkurrenterne, herunder til EasyJet. Lufthansa og den italienske stat er desuden indstillet på at afgive flere slots i Linate lufthavnen ved Milano.

Dermed imødekommer man en del af bekymringerne hos konkurrencemyndighederne i EU, som netop har peget på, at Lufthansas køb af en ejerandel vil begrænse konkurrencen på flyvninger mellem de to lande og til flere oversøiske destinationer.

Lufthansa er optimistisk
Carsten Spohr, der er administrerende direktør i Lufthansa, sagde på flyselskabets årlige generalforsamling, at han er optimistisk i forhold til en godkendelse fra myndighederne.

”Vi forventer fortsat en positiv beslutning fra Bruxelles om opkøbet af ITA Airways til sommer,” sagde Carsten Spohr.

Italiens finansministerium har oplyst, at de nye forslag er præsenteret i overensstemmelse med tilsynsmyndighedernes anmodninger og inden for den tidsramme, der kræves for at EU-Kommissionen kan afsige sin kendelse den 13. juni.

EU-Kommissionen oplyser dog, at fristen er udsat til den 4. juli efter modtagelsen af de seneste forslag.

Lufthansas mulige opkøb i ITA er ikke det eneste opkøb, som undersøges af konkurrencemyndighederne.

International Airlines Group, IAG, ønsker således at overtage det spanske selskab Air Europa. Også her er bekymringen, at det vil svække konkurrenceevne på spanske indenrigsruter samt på kort- og langdistanceruter til og fra Spanien.

 

Relaterede artikler:

Gør indsigelser mod Lufthansas køb af ITA Airways

EU advarer mod Lufthansas investering i ITA Airways

Officielt: Lufthansa køber 41 procent af ITA Airways (opd.)