En flyvning med Delta Air Lines fra Amsterdam til New York måtte i fredags gennemføres med to færre ansatte i kabinen. De var begge blevet taget i en alkoholtest forud for ombordstigningen.
Der bliver lejlighedsvis foretaget spirituskontroller i lufthavne over hele verden, og således også i Amsterdams Schiphol-lufthavn, der i 2023 var den næststørste lufthavn i den kontinentale Europa. Det sker på baggrund af EU-forordning 2018/1042.
I Holland er det Luftfartstilsynet i samarbejde med Det Kongelige Militærpoliti (Marechaussee), der foretager kontrol af flypersonalet, og det skete senest fredag morgen den 29. november fra kl. 07.00 til 10.00 i Amsterdam Schiphol Airport.
Samlet blev 445 piloter og kabinepersonale testet i løbet af de tre timer, og det lykkedes at finde tre personer, der havde mere end de højest tilladte 0,20 promille i blodet. Det oplyser det hollandske politi i en pressemeddelelse.
To overtrædelser fra samme besætning
To af personerne, der havde for meget alkohol i blodet til at kunne gennemføre dagens pligter, var fra samme flyselskab og angiveligt også på samme flyvning.
En steward fra et ikke-hollandsk flyselskab blæste en promille på 0,24, hvilket udløste en bøde på 275 euro, der svarer til 2.050 kroner.
En kvindelig kollega fra samme selskab havde til gengæld væsentligt mere alkohol i blodet, idet hun blæste 1,43 promille, og her nåede bøden helt op på 1.900 euro (14.175 kroner).
Endelig var der en stewardesse fra et andet ikke-hollandsk flyselskab, der blæste promille på 1,30 i alkometeret, og det blev takseret til 1.800 euro (13.425 kroner).
Nultolerance hos Delta Air Lines
Udover promillegrænsen på 0,2 promille er der også en regel om, at flypersonalet ikke må indtage alkohol inden for 10 timer før en flyvning.
Det var tilsyneladende ikke overholdt af de to kollegaer fra samme flyselskab, der angiveligt skulle være SAS-partneren Delta Air Lines. Det skriver det amerikanske luftfartsmedie viewfromthewing.com.
Her forlyder det, at både stewarden og stewardessen var personale på Delta Air Lines rutenummer DL049, der skulle flyve fra Amsterdam til New York fredag formiddag kl. 10.45 på en næsten otte timer lang flyvning i en Airbus A330-900 med op til 281 passagerer.
Udover bøderne kan de ansatte formentlig se frem til at blive afskediget.
“Deltas alkoholpolitik er blandt de strengeste i branchen, og vi har nultolerance for overtrædelse. Medarbejderne blev fjernet fra deres planlagte pligter, og flyet afgik som planlagt,” lyder det i en udtalelse fra en pressetalsperson fra flyselskabet.
Relaterede artikler:
Endnu en flyansat taget i alkoholkontrol i Norge