2.000 kabineansatte strejker i otte dage

Det taiwanske flyselskab EVA Air må aflyse over 850 flyvninger som følge af otte dages strejke blandt cirka halvdelen af selskabets kabinepersonale.

Flere end 2.000 kabineansatte i det store taiwanske flyselskab EVA Air er gået i strejke med krav om højere lønninger og bedre arbejdsvilkår. Der er ikke blot tale om en 24-timers strejke, som man ofte ser det i Europa, men om en strejke, som på forhånd er varslet til at vare i otte døgn.

Strejken blev indledt i sidste uge, efter at forhandlingerne mellem Star Alliance-selskabet EVA Air og de kabineansattes fagforening brød sammen, og den ventes at vare indtil fredag i denne uge.

Kræver vilkår som i Singapore Airlines
De over 2.000 strejkende medarbejdere udgør omkring halvdelen af selskabets samlede stab af kabinemedarbejdere. Det strejkende personale kræver løn- og arbejdsvilkår, der er på linje med vilkårene i selskaber som Singapore Airlines og Cathay Pacific.

Den omfattende strejke betyder, at EVA Air har været nødt til at aflyse i alt 852 flyvninger – heriblandt flyvninger på ruten mellem Taipei og Hongkong, som er en af verdens mest travle flyruter. Også flyruter mellem Taiwan og Japan, Singapore, London og New York berøres af strejken.

Medarbejdere strandet i udlandet
Som følge af strejken er nogle af EVA Airs kabinemedarbejdere nu strandet i byer som Wien og Houston i USA, hvor flyselskabet ifølge kabinemedarbejdernes fagforening – Taoyuan Flight Attendants’ Union – forsøger at tvinge dem til at underskrive en erklæring om, at de ikke vil deltage i strejken.

Hvis de ikke skriver under, risikerer medarbejderne ifølge fagforeningen, at flyselskabet ikke udfylder de papirer, som er nødvendige for, at medarbejderne kan flyve hjem til Taiwan igen.

Strejke forsinker rekruttering af medarbejdere til nye fly
Strejken blev i øvrigt indledt, netop som EVA Air modtog sin første nye Boeing 787-10. Selskabet har bestilt i alt 20 eksemplarer af flytypen, som skal indsættes på ruter fra Taiwan til blandt andet Bangkok, Hongkong, Nagoya, Osaka og Tokyo.

Alene i år vil EVA Air modtage seks Boeing 787-10, hvilket vil øge selskabets samlede kapacitet med tre procent. For at bemande de nye fly skulle Eva Air i denne måned have indledt en rekrutteringsproces for at ansætte over 200 nye kabinemedarbejdere inden årets udgang, men på grund af strejken er rekrutteringsprocessen nu blevet udskudt.

EVA Air planlægger i øvrigt i den kommende rekrutteringsproces at ansætte et vist antal mandlige kabinemedarbejdere, hvilket ikke er sket i årtier. Det taiwanske selskab har i dag kun ganske få mandlige kabinemedarbejdere, men en række af EVA Airs mandlige lufthavnspersonale har ifølge selskabets koncernchef Clay Sun udtrykt interesse for at overgå til det flyvende personale.

 

Relaterede artikler:

SAS: Pilotstrejke kostede 450 millioner kroner

Spanske Norwegian-piloter truer med strejke

Ryanair-piloter strejker i fem lande