En Airbus A319-100 fra ITA Airways. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Aflyser over 120 afgange som følge af strejke

Italien rammes mandag af et kludetæppe af strejker på tværs af luftfartssektoren. Det betyder, at ITA nu aflyser mere end 120 afgange, mens EasyJets personale også vil strejke.

Mandag den 11. maj er der udsigt til, at flere samtidige strejker i luftfartssektoren kan lamme italiensk lufttrafik, og det får nu ITA Airways til at aflyse en stor del af mandagens afgange. Det oplyser flyselskabet på det sociale medie X.

”På grund af strejker i den italienske luftfartssektor, som er planlagt til mandag den 11. maj (fra klokken 10:00 til 18:00), har selskabet været nødt til at aflyse cirka 38 procent af dagens flyvninger,” skriver selskabet.

I alt er der tale om 123 afgange, fremgår det af en oversigt, som ITA Airways har delt. De fleste afgange er i Roms Fiumicino-lufthavn. Her er 51 afgange aflyst, mens 52 ITA-ankomster er aflyst til lufthavnen. På listen over aflysninger er lufthavne i hele Italien, og det drejer sig om både indenrigs- og internationale flyvninger.

Involverer flere dele af luftfarten
Strejkerne, som rammer ITA og andre flyselskaber i Italien mandag, foregår på tværs af luftfarten. Torino Cronaca oplyser, at flyveledere hos ENAV AAC Roma, som står for flyveledelsen i Rom, kommer til at strejke på dagen, og situationen er den samme blandt ENAV-medarbejdere i Napoli.

Det drejer sig om en otte timer lang strejke, som ikke blot kan ramme Roms og Napolis luftrum, men skabe forsinkelser og aflysninger i hele det italienske luftrum.

I Rom er det dog ikke kun flyveledere, som strejker. Det gør sikkerhedspersonalet hos ADR Security også fra klokken 12:00 til 16:00. Her kan det forventes, at køerne bliver lange i sikkerhedskontrollen, og at passagerer ikke kan forudse, hvornår de når til gaten.

EasyJet forventes også at blive særligt hårdt ramt mandag. Her har piloter og kabinepersonale nemlig varslet en landsdækkende arbejdsnedlæggelse på otte timer fra klokken 10:00 til 18:00.

Myndigheder: Lovpligtigt at flyve
Ud over de føromtalte strejker, vil der fra klokken 13 til klokken 17 også være strejke i Cagliari-Elmas-lufthavnen på Sardinien, hvor det er personale fra lufthavnsoperatøren Sogaer S.p.A., som strejker, mens medarbejdere fra Alha og MLE-BCUBE vil nedlægge arbejdet i Milano Malpensa.

På Sicilien kommer ground handling-personale i Palermo Lufthavn til at nedlægge arbejdet. Kludetæppet af strejker har ikke én samlet årsag. Således strejker personalet i de forskellige dele af sektoren på grund af forhold i deres egne jobs, som de ønsker at forbedre.

Mens mange passagerer nu må sande, at deres flybillet den 11. maj ikke længere er gyldig, så understreger de italienske luftfartsmyndigheder, ENAC, at den lovbestemte garanti fortsat gælder under strejker. Det betyder, at fly fortsat skal gå på vingerne om morgenen og aftenen.

Flyvninger skal ifølge loven gennemføres i tidsrummene 07:00-10:00 og 18:00-21:00, hvorfor strejkerne også er planlagt rundt om disse tidspunkter.

Passagerer, som flyver midt på dagen, opfordres af ENAC til løbende at overvåge status på deres afgang via flyselskabernes hjemmesider og møde op i lufthavnen i ekstra god tid.

 

Relaterede artikler:

Flyselskaber rammes af italiensk strejke

Strejker rammer europæisk luftfart

Ny strejke i Belgien kan forstyrre luftfarten