SAS-piloter i cockpittet. (Arkivfoto)

20 millioner kroner til ledige piloter og flyveledere

Ledige piloter og flyveledere får som en del af de udvidede hjælpepakker til dansk erhvervsliv økonomisk støtte til at vedligeholde certifikater.

Coronakrisen har givet en særlig udfordring for de piloter og flyveledere, som er blevet afskediget de seneste måneder.

For ikke alene står de afskedigede luftfartsmedarbejdere uden job i en situation, hvor der er meget få job at søge i branchen. Mange af de afskedigede piloter og flyveledere er samtidig udfordret økonomisk, da de selv skal betale for at få deres certifikater fornyet og dermed gøre sig håb om en fortsat karriere inden for deres fag.

Nu er der imidlertid hjælp på vej til de trængte piloter og flyveledere. Som en del af den aftale om udvidelse af hjælpepakkerne til dansk erhvervsliv, som et bredt politisk flertal sent tirsdag blev enige om, oprettes en pulje på 20 millioner kroner i 2021 til finansiering af certificeringer for de piloter og flyveledere, der er afskediget siden den 11. marts 2020.

1.000 piloter afskediget
Tilskuddet målrettes ”ledige kommercielle piloter og flyveledere, som er økonomisk trængte og ikke har udsigt til en arbejdsgiverbetalt fornyelse af deres certifikater”, fremgår det aftaleteksten, som regeringen og partierne Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet står bag.

Flyvebranchens Personale Union (FPU) estimerer, at over 1.000 piloter i Danmark indtil videre er blevet afskediget under coronapandemien, og FPU har de seneste måneder argumenteret for, at afskedigede piloter burde få økonomisk støtte fra staten til at vedligeholde deres certifikater.

”Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at gøre politikerne opmærksomme på den problemstilling, som rigtig mange af vores piloter har stået i, hvor de pludselig selv skulle finansiere den årlige vedligeholdelse af deres certifikat. Vi er derfor rigtig glade for at se, at regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har lyttet til FPU, og at det har udmøntet sig i konkrete midler til vores medlemmer,” siger FPU-formand Thilde Waast til FPU’s eget medier Luftfart.nu.

Risiko for pilotmangel
FPU-formanden fortæller, at fagforeningen har rettet henvendelser til de relevante ministre om sagen, ligesom FPU var en del af det genstartsteam, der skulle rådgive regeringen om, hvordan man bedst muligt får gang i dansk luftfart igen.

”Det var vores klare anbefaling, at piloter, som ikke længere har en arbejdsgiver, der betaler for den årlige fornyelse af certifikatet, skulle have støtte. Ellers risikerede vi at stå i en situation, hvor der ville være mangel på danske piloter, når der kommer gang i luftfart igen,” siger Thilde Waast.

Ifølge FPU har en del af fagforeningens medlemmer allerede selv været nødt til at finansiere en fornyelse af deres certifikat, og endnu flere vil skulle forny det de kommende måneder. FPU er derfor ved at undersøge, om disse piloter kan søge midlerne med tilbagevirkende kraft.

 

Relaterede artikler:

Ledige piloter tilbydes at blive dronepiloter

SAS-piloter skal 44 procent ned i løn og arbejdstid

Coronafyringer kan betyde færre kvindelige piloter