En DSV-lastbil fyldt med de 83 ruller tæpper. (Privatfoto)

4.200 m2 Dreamliner-tæpper gør gavn for Ukraine

Hos Norwegian havde man 83 helt nye ruller tæpper til overs fra Dreamlinerne, da man vinkede farvel til langdistanceflyene. De gør nu gavn på et børnehospital og i en børnehave i Ukraine samt hos flygtningefamilier i Letland.

Hvad gør man, hvis man et et lager af 83 ruller nye tæpper til Boeing 787 Dreamlinere, og man ikke længere har denne flytype i flåden? Dette spørgsmål måtte Norwegian stille sig selv, og da tæpperne ikke kan bruges i Boeing 737-flyene, har de i stedet fået en ny og bedre anvendelse.

Tæpperne, der kan dække et samlet areal på 4.200 kvadratmeter, gør nu gavn på et børnehospital i Lutsk i det nordvestlige Ukraine , i en børnehave i Izyum i det østlige Ukraine nær Kharkiv samt hos 23 SOS-familier, 15 plejefamilier og 35 ukrainske flygtningefamilier i Letland.

Kontaktede to hjælpeorganisationer
At tæpperne er havnet i Ukraine er kommet i stand vi et samarbejde med SOS Børnebyerne i Letland og lettiske TEV, der støtter projekter i Ukraine. Det fortæller Knut Olav Høeg, indkøbsdirektør hos Norwegian, der er glad for, at tæpperne nu kan gøre nytte hos dem, der har mest brug for det.

Tæpperne gjorde lykke i børnehaven i Izyum. (Privatfoto)

”Fra tidligere havde vi et stort antal ubrugte Dreamliner-tæpper liggende på vores lager på Arlanda, som vi skulle af med, fordi tæpperne ikke passede på vores 737-flåde. Et par af vores kolleger fandt på at kontakte de to hjælpeorganisationer, der nu har fået tæpperne og i samarbejde med DSV fik vi tæpperne til Riga, hvorfra de er sendt videre til SOS i Letland og til Ukraine.”

Fik hjælp fra DSV
Ifølge Knut Olav Høeg har store dele af organisationen samt eksterne partnere været involveret i at finde ud af, hvem der ville  have gavn af tæpperne, og hvordan de skulle transporteres den lange vej fra Stockholm.

Transporten blev lagt i hænderne på DSV, der allerede er samarbejdspartner til den tekniske afdeling hos Norwegian, og de sørgede for at tæpperne kom sikkert hele vejen til Riga. Herudover dækkede de samtlige omkostninger.

Omkring halvdelen af tæpperne skulle distribueres lokalt i Letland, mens TEV stod for transporten af omkring 30 ruller tæpper til de udvalgte enheder i Ukraine.

 

Relaterede artikler:

DAT vil atter flyve ukrainere gratis til Danmark

SAS har i 11 uger fløjet humanitære flyvninger

SAS-initiativ kan ligne ”Ukraine-washing”