CRJ 900 fra CityJet opereret som EI-GEF for SAS. (Foto: CityJet)

Anke opgivet: CityJet bliver danskejet flyselskab

Ejerne bag irske CityJet har opgivet at anke en domstolsafgørelse, der sikrer selskabet en fremtid under dansk ejerskab. SAS har som enekunde bidraget med et trecifret millionbeløb, og der skal oprettes 17 nye stillinger i Danmark.

Den irske High Court har torsdag skriftligt godkendt rekonstruktionen af flyselskabet CityJet DAC, som sikrer selskabets overlevelse efter en dramatisk periode med økonomisk uro, ejerkonflikter og pres fra kreditorer. Det viser en 63-siders afgørelse, som Check-in.dk har fået adgang til.

Dommen markerer afslutningen på selskabets tredje examinership – hvilket er en irsk proces svarende til rekonstruktion under konkursbeskyttelse – siden selskabets etablering i 1990’erne.

Ejeren taber alt
Kernen i sagen var en konflikt mellem CityJets nuværende ejer, Strategic Alliance of Regional Airlines (SARA), og de udpegede examiners Kieran Wallace og Andrew O’Leary fra Interpath Ireland. SAS, der er CityJets største og nu også eneste kunde, støttede redningsplanen, mens SARA kæmpede imod og hævdede, at processen reelt var et “fjendtligt overtagelsesforsøg”.

Retten afviste SARA’s påstande og fandt, at redningsplanen var fair og gav kreditorerne et bedre økonomisk udbytte end en likvidation. Alle eksisterende aktier i selskabet annulleres, og en ny ejerstruktur etableres med øjeblikkelig virkning, hvilket vil sige den 31. oktober 2025.

Den nye hovedinvestor er CityJet Holding ApS , der er kontrolleret af den danske finansmand Lars Thuesen, og dette selskab får 92 procent af aktierne i bytte for en kapitalindsprøjtning på 0,75 millioner euro og en arbejdskapital på 2,45 millioner euro, i alt 3,2 millioner euro, eller godt 24 millioner kroner. Derudover erhverver EIC Aircraft Leasing Limited de resterende otte procent.

SARA mister dermed hele sin ejerandel, hvilket er et slag for det spanskbaserede moderselskab, der blot to år tidligere havde gennemført en fusion mellem Air Nostrum og CityJet.

Dividende på to procent
CityJets største kreditorer, herunder Export Development Canada (EDC), som har finansieret fly gennem CJF Aviation DAC, og SAS, støttede planen. EDC alene havde krav for over 33 millioner euro, mens SAS’ potentielle krav mod CityJet ved en likvidation blev vurderet til omkring 30 millioner euro.

SARA og fire tilknyttede selskaber – herunder CF Miga Investment Holdings og SLB Holdco – modsatte sig redningsplanen. De hævdede, at kreditorerne ville få en højere dividende ved en likvidation end de to procent, som planen tilbød.

Dommer Michael Quinn afviste dette:

“Ingen usikret kreditor vil være dårligere stillet under forslaget end ved en likvidation,” fastslog han og pegede på, at en likvidation realistisk ville give mindre end to procent i udbytte.

Retten lagde vægt på vurderinger fra uafhængige eksperter, herunder den amerikanske værdiansætter Aviation Asset Management Inc. (AAMI), som fastsatte værdien af CityJets reservedelslager til 545.000 euro, hvilket er langt under de 1,75 millioner euro, som SARA hævdede. Dommeren beskrev AAMI’s vurdering som “den mest pålidelige og fagligt dokumenterede”.

Ny fremtid med SAS som eneste kunde
Under den nye struktur bliver SAS eneste kunde for CityJet, da Lufthansa har opsagt sin kontrakt med selskabet til udløb den 31. oktober 2025. SAS har dog forpligtet sig til at øge samarbejdet fra 12 til 15 fly, hvilket svarer til en samlet kontraktværdi på omkring 80 millioner euro, eller næsten 600 millioner kroner.

Desuden bidrager SAS med 1,5 millioner euro (11,2 millioner kroner) i kontant støtte og prisjusteringer til en samlet værdi af 14,8 millioner euro (110,5 millioner kroner) over tre år.

SAS udtrykte i retten, at selskabet “har tillid til, at CityJet kan fortsætte som en bæredygtig leverandør”, og fremhævede, at det under tidligere kriser fortsat havde samarbejdet med CityJet, selv under COVID-19-pandemien.

Store besparelser og ny ledelse
Et centralt element i planen er en omfattende omstrukturering, som ifølge examiners vil reducere driftsomkostningerne med 30 millioner euro over tre år.

CityJet vil fremover hente vedligeholdelse og reservedele fra uafhængige udbydere som Adria Tehnika og Regional One, frem for SARAs datterselskaber i Spanien.

“Den tidligere faste månedlige betaling på 2,3 mio. euro til Air Nostrum Engineering oversteg markant markedsprisen,” fremgår det af dommen.

Ved at flytte vedligeholdelsen opnår selskabet ifølge ledelsen besparelser på 2,7 millioner euro allerede i 2026.

Desuden reduceres antallet af ansatte i Dublin fra 109 til 79, mens op til 17 nye stillinger forventes oprettet i Danmark.

Dommer: “Grundlag for bæredygtig fremtid”
I sin konklusion fastslog dommer Quinn, at CityJet nu har en “realistisk og rimelig chance for at overleve som en going concern”. Han henviste til de betydelige økonomiske bidrag fra investorer og partnere samt til selskabets forbedrede kontraktgrundlag.

“SAS’ fornyede engagement, sammen med EIC og den nye investor fra København, giver et solidt grundlag for en bæredygtig fremtid,” lød det i afgørelsen.

 

Relaterede artikler:

Domstolsafgørelse: CityJet skal på danske hænder

Fagforening støtter op om dansk redning af CityJet

Lars Thuesen afgiver bud på CityJet

Få hurtig adgang til artiklen

Vælg det abonnement, der passer til dig eller din virksomhed

DKK 125

1 MÅNED

ABONNEMENT TIL EN BRUGER

(Ingen binding. Løbende abonnement, der kan opsiges til udgangen af en periode)

 

DKK 1.295

12 MÅNEDER

ABONNEMENT TIL EN BRUGER

(Ingen binding. Løbende abonnement, der kan opsiges til udgangen af en periode)

BUSINESS

12 MÅNEDER

ABONNEMENT TIL FLERE BRUGERE

(Abonnement med ubegrænset adgang til alle eller udvalgte medarbejdere)

Allerede abonnent?