Pårørende til de omkomne efter et flystyrt Etiopien i 2019 med 157 dræbte vil have erstatning fra Boeing. De første to af fem retssager kommer for retten mandag i Chicago.
Boeing indgik i foråret en aftale med det amerikanske justitsministerium om, at ministeriet ikke vil retsforfølge Boeing for to flystyrt med Boeing 737 MAX 8-fly, som i 2018 og 2019 kostede i alt 346 mennesker livet.
Men pårørende til en stor del af 157 dræbte ved flystyrtet i Etiopien i 2019 vil ikke acceptere denne afgørelse, og de har derfor valgt at gå rettens vej. De vil have aftalen annulleret, så Boeing kan blive retsforfulgt.
I alt er der udpeget fem sager for pårørende til ofrene, og to af dem kommer for retten i Chicago, hvor sagerne indledes på mandag. Sagerne skal behandles af en distriktsdommer for en jury på otte personer. Retssagerne ventes af vare omkring 10 dage.
Omkomne fra familier i 35 lande
Robert A. Clifford, der er grundlægger og seniorpartner i Clifford Law Office i Chicago, vil føre sagen for de pårørende, efter at forsøg på mægling ikke er lykkedes. Familier fra 35 lande mistede deres kære i ulykken den 10. marts 2019.
En af de udpegede sager omhandler en 28-årig mor fra Kenya, der efterlod sig en datter, sine forældre og fire søskende, og en 36-årig kvinde fra Indien, der efterlod sig en mand og sine forældre, som repræsenteres af advokatfirmaet Kline Spector fra Philadelphia.
De næste sager, der skal behandles, vedrører, hvad Clifford Law Office betegner som to succesfulde mænd, der mistede livet. En 38-årig forretningsmand fra Yemen og Kenya blev dræbt, mens han var den eneste forsørger for sin kone og syv børn, hvoraf seks er mindreårige.
En 30-årig forretningsmand fra Storbritannien og Kenya efterlod en kone, der var gravid med parrets fjerde barn, og tre mindreårige børn. I samme sag repræsenteres en kvinde fra Irland, der mistede sin mand, af Steven Marks fra Podhurst Orseck i Miami.
“Boeing påtog sig det fulde ansvar for det meningsløse og forebyggelige tab af disse liv. Vi er fast besluttet på at opnå retfærdighed for hver og en af dem,” siger Robert A. Clifford i en pressemeddelelse.
To styrt med samme flytype
Boeing 737 MAX 8-flyet, flight ET-302, styrtede i marts 2019 kort efter start fra Addis Abeba Bole International Airport i Etiopien. Flyet var på vej til Kenya, og alle 157 ombord blev dræbt. I oktober 2018 styrtede samme flytype opereret af det indonesiske flyselskab Lion Air kort efter starten fra Jakartas Soekarno International Airport. Alle 189 ombord blev dræbt.
Aftalen mellem Boeing og det amerikanske justitsministerium indebærer, at Boeing skal betale eller investere 1,1 milliarder dollars, 8,2 milliarder kroner. Af det beløb skal 487,2 millioner dollars gå til en bøde, hvoraf 243,6 millioner dollars allerede er betalt i en tidligere aftale.
Derudover skal 444,5 millioner dollars indbetales i en fond, som skal gå til ofre for flystyrt, og 445 millioner dollars til overholdelse af regler, sikkerhed og kvalitetsprogrammer.
Relaterede artikler:
Pårørende går rettens vej for at straffe Boeing

 CHECK-IN.DK Nyt om luftfart
CHECK-IN.DK Nyt om luftfart
              
 
		

 
											 
											
 
											 
											 
											 
											 
			