Boeing 737 MAX 10 (Foto: Boeing)

Forventer to Boeing 737-varianter certificeret i år

Boeing forventer, at Boeing 737 MAX 7 og -10 kan blive certificeret i løbet af i år. Fra flyproducentens koncernchef lyder det, at man er tilfreds med den nuværende situation, og at også 777-9 rykker tættere på en certificering.

Snart kan Boeings 737 MAX 7 og MAX 10 gå på vingerne i kommerciel drift. Sådan lyder det fra Boeing, som meddeler, at certificeringen af de to fly er i sine afsluttende faser, og at man forventer certificeringer i år. Går alt, som planlagt, så kan de første leveringer finde sted i 2027. Det skriver Aviation Week.

Fra Boeings koncernchef, Kelly Ortberg, lyder det, at man arbejder i de afsluttende faser af certificeringen og flyvetestene for MAX 10, og at disse test omfatter autothrottle, autopilot, forbedret angle-of-attack samt motorernes anti-ice-system.

“Vi er tilfredse med fremskridtene indtil videre og fastholder planen om, at de nye medlemmer af 737 MAX-familien certificeres senere i år, med leveringer, der forventes at starte i 2027,” siger Ortberg.

Certificeringsproces er forsinket
Den seneste runde certificeringsflyvninger, som Boeing foretager, kommer efter, at selskabet har modtaget godkendelse fra de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, til en såkaldt Type Inspection Authorization fase 2.

Certificeringen har været længe undervejs. MAX 7’eren fløj for første gang i marts 2018, og de formelle FAA-testflyvninger blev afsluttet i 2021.

Certificeringen er dog blevet forsinket på grund af nye krav fra FAA samt udfordringer med motorens anti-ice-system, som skulle omdesignes. Det er dog fortsat forventningen, at MAX 7’eren bliver certificeret før MAX 10, som for første gang fløj i juni 2021.

Ny 777’er rykker også tættere på
Det er ikke kun de to 737’ere, som har taget et skridt tættere på en certificering. Fra Ortberg lyder det, at den længe forsinkede Boeing 777-9 også er rykket et skridt tættere på.

Således har Boeing for nylig modtaget FAA’s godkendelse til testflyvninger i Type Inspection Authorization fase 4. Ortberg siger, at der ikke er tale om ”en særlig stor testpakke,” men at fasen er vigtig, da den omfatter certificering af flyet under naturlige forhold, hvor is kan dannes på kritiske dele af flyet.

Kelly Ortberg forklarer, at Boeing gerne vil foretage de-icing-testene, mens der stadig er is at finde i Alaska. Derfor siger han også, at FAA-godkendelsen kommer på et godt tidspunkt, fordi man så ikke skal på jagt efter passende vejr.

Koncernchefen fortæller, at næste testfase bliver fase 4b, som er en ret stor testpakke, man forventer at føre flyet igennem meget snart. Ortberg siger, at disse tests er vigtige for, at flyet kan fortsætte igennem certificeringsprocessen.

 

Relaterede artikler:

Boeing-underskud øget trods stærk start på året

Nu har Boeing officielt startet produktion af flytype

Boeing har genoptaget 777X-testprogrammet