József Váradi, koncernchef hos Wizz Air. (Foto: Wizz Air/PR)

Flere flyselskaber kan gå konkurs i september

I september kan flyselskaber med svag likviditet være tvunget til at dreje nøglen om på grund af brændstofkrisen. Det mener Wizz Airs direktør, som afviser, at selskabet selv er i fare.

I denne uge lød det fra Wizz Airs administrerende direktør, József Váradi, at den nuværende verdenssituation kan få flyselskaber i Europa til at sænke billetpriserne for at øge efterspørgslen i en tid, hvor kunderne kan tøve.

Det sagt, så er det ikke ensbetydende med, at flyselskaberne har det nemt. Váradi mener således også, at visse flyselskaber i Europa må indstille deres forretning inden september, hvis priserne på jetbrændstof forbliver høje. Det siger han ifølge mediet Daily Star.

Således advarer Wizz Air-topchefen om, at en opbremsning i bookinger senere på sommeren allerede nu presser flyselskaberne.

”Lige nu sælger alle flyselskaber ind i sommerens efterspørgsel, som er den periode med de højeste priser på året. Men man løber tør for momentum ved udgangen af juni,” siger han.

I kommentarer til The Telegraph tilføjede han:

”Flyselskaber går konkurs to gange om året – i september og februar. Flyselskaber med svag likviditet vil komme under massivt pres omkring september.”

Flyselskaber reducerer aktivitet
Visse flyselskaber har allerede reageret på den aktuelle brændstofkrise. Det gælder eksempelvis Lufthansa, som har set sig nødsaget til at aflyse 20.000 sommerflyvninger i Europa, fordi de høje brændstofpriser har gjort særligt kortdistanceruter urentable.

Aflysningerne kommer til at spare Lufthansa 40.000 ton jetbrændstof. Det indbefatter ruter i Frankfurt, München, Zürich, Wien, Bruxelles og Rom.

I sidste uge stod et ton jetbrændstof rundt regnet i 1.400 dollars (8.900 kroner), hvilket er en fordobling sammenlignet med niveauet samme tid sidste år ifølge IATA’s Jet Fuel Monitor.

Britiske flyselskaber efterspørger handling
Fra brancheorganisationen Airlines UK har man også efterspurgt handling fra ministre, så yderligere forstyrrelser forhindres.

Herfra efterspørger man, at brændstofreserverne øges gennem en forøgelse af kerosinproduktionen på olieraffinaderier samt importen af det amerikanske Jet A-brændstof.

Derudover opfordrede Airlines UK den britiske regering til at sænke skatter og midlertidigt lempe visse miljøregler.

Tror på langvarige effekter
Tilbage hos Wizz Air siger József Váradi, at han tror, at krigen mellem USA og Israel på den ene side samt Iran på den anden side kommer til at have langsigtede effekter på jetbrændstofpriserne. Også selvom Hormuzstrædet bliver genåbnet.

Det sagde han efter, at Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, har hævdet, at både Wizz Air og airBaltic helt kan løbe tør for likviditet inden vinterens udgang på grund af de høje priser.

Han sagde i samme ombæring, at brændstofomkostningerne for Ryanair i april steg med 50 millioner pund (432 millioner kroner).

O’Leary peger specifikt på netop Wizz Air og airBaltic, fordi de to selskaber ikke har hedget jetbrændstof før krisen. Derfor mener han, at selskaberne kan kollapse i oktober eller november.

József Váradi har afvist påstanden og fastholder, at Wizz Air ikke har likviditetsproblemer og råder over to milliarder euro (godt 15 milliarder kroner).

 

Relaterede artikler:

Wizz Air-topchef: Billetpriser falder

Ryanair-topchef: Ingen forsyningsproblemer før juli

Svensk regering advarer om brændstofmangel