Terminalbygningen i Aarhus Airport. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Aarhus Airport har behov for ny kapital inden 2025

Flere politikere i Aarhus Byråd efterlyser en plan b for Aarhus Airport, da det er kommet frem, at lufthavnen løber tør for penge inden udgangen af i år, hvis der ikke tilføres frisk kapital.

Kort tid før jul sidste år forlængede byrådet i Aarhus Kommune fristen for, hvornår der skal være en kapitaltilførsel på plads i Aarhus Airport, der har været på udkig efter private investorer siden efteråret 2022.

I foråret samme år valgte ejerkommunerne Aarhus, Norddjurs og Syddjurs nemlig at tilføre 200 millioner kroner således, at lufthavnen kunne fortsætte driften, men hvis ikke lufthavnen rejser private midler i tillæg hertil, risikerer man at komme i strid med EU’s regler om statsstøtte.

Det kan potentielt føre til, at EU-Kommissionen selv, eller fordi man modtager en klage, vælger at kigge nærmere på, hvorvidt kommissionen vurderer, at kapitaltilførslen i lufthavnen på Djursland er sket markedsvilkår.

Kan løbe tør i fjerde kvartal
I december blev det dog fremført, at der var drøftelser i gang med en investor, men det ville kræve mere tid at lande en eventuel aftale, og derfor traf Aarhus Byråd beslutning om at forlænge fristen indtil midten af 2024.

Nu kan Din Avis Aarhus dog fortælle, at frisk kapital ikke kun er nødvendig for at undgå at komme i karambolage med de gældende EU-regler. Som det ser ud i øjeblikket, løber lufthavnen også tør for penge senere i år, hvis der ikke tilføres midler fra enten ejerkommunerne eller andre kilder.

Det er kommet frem, fordi avisen har søgt aktindsigt i et spørgsmål, som byrådsmedlem Metin Aydin fra Radikale Venstre har stillet til Borgmenterens Afdeling. I svaret til lokalpolitikeren lyder det, at kassen i Aarhus Airport risikerer at være tom i løbet af fjerde kvartal i år.

Vil diskutere lufthavnens fremtid senere i år
Metin Aydin slår fast, at han frygter man ender med at stå i en situation, hvor skatteborgerne i Aarhus skal spæde til, hvis ledelsen i Aarhus Airport ikke har held til at finde private investorer, som er interesseret i skyde penge i lufthavnen.

”Jeg kan være bekymret for, hvis man ikke er i gang med at undersøge en plan b. Det kan godt være, at det er træls at tale om og ikke hjælper lufthavnens investorjagt, men det er værre, hvis Aarhus’ borgere igen skal til at betale.”

Den bekymring deler Thure Hastrup, som er løsgænger i byrådet, og byrådsmedlem Henrik Arens, som er uden for parti.

Hos Venstre erklærer Gert Bjerregaard derimod, at han har fuld tiltro til den valgte kurs. Han understreger, at selv hvis lufthavnen ikke har held til at rejse private midler, vil byrådet fortsat have muligheder for at handle, inden kassen er tømt.

I et skriftlig svar til Din Avis Aarhus slår borgmester Jacob Bundsgaard (S) fast, at han ikke ønsker at diskutere lufthavnens fremtid før, at den fristforlængelse, der blev vedtaget i december, er udløbet, da man derefter ved, om der er en investor på plads.


Relaterede artikler:

Passagervækst på 29 procent i Aarhus Airport

Byråd forlænger fristen for privat lufthavnsinvestor

Leder efter nye investorer til Aarhus Airport