Trods fremgang fra august til september så var der alligevel næsten 82 procent færre passagerer i Aarhus Lufthavn i september. Kun 9.124 passagerer fløj til og fra lufthavnens fem destinationer.
Afgangstavlerne i Aarhus Lufthavn er til at overskue i øjeblikket. Som følge af COVID-19-pandemien har den østjyske lufthavn også fået reduceret sit destinationskort, der i øjeblikket omfatter København og London samt fra den 25. oktober også Gdansk.
Herudover har der siden august atter været ugentlige charterflyvninger til Cypern, Kreta og Zakynthos.
Netop charterflyvningerne er årsagen til, at Aarhus Lufthavn rent faktisk har haft en passagerfremgang på syv procent fra august til september måned, hvor 9.124 pasagerer rejste til og fra lufthavnen.
Selvom der isoleret set var en fremgang fra august til september, så er der alligevel tale om en meget stor passagertilbagegang i forhold til samme måned året før, hvor der blevet registeret 50.219 passagerer. Der var således 81,8 procent færre passagerer, hvilket er en større tilbagegang end i både Billund og Aalborg.
Charterflyvninger er lyspunkt
Aarhus Lufthavn kalder i en pressemeddelelse tallene for “nedslående”.
”Tallene afspejler tydeligt den smittestigning, vi har set i store dele af samfundet i september måned. Først eksploderede antallet af smittede i Aarhus, hvilket betød, at Norge frarådede al unødvendig rejseaktivitet til Region Midtjylland og siden hele Danmark. Dernæst er også Region Hovedstaden blevet markeret rød, og folk har indtaget hjemmearbejdspladserne igen. Det har naturligvis påvirket trafikken mellem Aarhus og København. Lyspunktet er, at charterflyene kom på vingerne i september med rejser til Cypern, Kreta og Zakynthos, og vi krydser fingre for, at den positive udvikling fortsætter,” uddyber Peer H. Kristensen, som er administrerende direktør i Aarhus Lufthavn.
Det er dog stor forskel på, hvordan tilbagegangen har ramt de tre trafiksegmenter. Chartertrafikken fik en samlet tilbagegang på 67 procent, mens indenrigstrafikken var nede med 77 procent. Endelig var der 91 procent færre internationale rutepassagerer i forhold til september sidste år.
Prioriterer lufthavnsudbygning og ruteudvikling
Mens coronaepidemien lægger hindringer i vejen for, at flytrafikken kan udvikle sig, har Aarhus Lufthavn i stedet valgt at prioritere ressourcerne på at sætte fart på den allerede planlagte udbygning af lufthavnen, der således kan være toptrimmet, når efterspørgslen på et tidspunkt vender tilbage.
”Rejsesituationen er ude af vores hænder, så vi holder vores fortsatte fokus på geare lufthavnen til fremtiden. Den beskedne trafik i lufthavnen giver masser af arbejdsro for håndværkerne til at sætte turbo på ombygningen, hvor syv nye gates og tilhørende opholdsområder er ved at tage form,” forklarer lufthavnsdirektøren.
Herudover bliver der også fokuseret på ruteudvikling, hvor den eksisterende ruteudviklingschef David Surley sammen med nytiltrådte Oliver V. Wormslev Petersen, der kommer fra Københavns Lufthavn, skal forsøge at vinde det corona-tabte terræn tilbage.
Relaterede artikler:
Aarhus Lufthavn skubber vækstmål ud i fremtiden