For første gang i Aarhus Lufthavns snart 74-årige historie har der ikke været flytrafik i en hel måned. Det har medført en konkurs hos en af lufthavnens samarbejdspartnere.
I april 2019 var der 40.383 passagerer, der rejste til og fra Aarhus Lufthavn, men sådan har det ikke været i dette års april. Lufthavnen besluttede i slutningen af marts midlertidigt at lukke lufthavnen, da COVID-19-pandemien havde gjort det umuligt at fortsætte, idet der ikke var nogen trafik tilbage i lufthavnen.
Sidste SAS-afgang til København blev gennemført den 29. marts, og siden har der været stille i lufthavnen på Djursland. Historisk stille, Det er nemlig første gang siden lufthavnen åbnede for civil trafik den 16. september 1946, at der ikke har været aktivitet.
“Antallet af passagerer i Aarhus Airport viser i april måned en samlet tilbagegang på 100 procent i sammenligning med april måned sidste år. Tilbagegangen skyldes, at lufthavnen i april måned har været midlertidigt lukket på grund af corona-situationen. Således har der ikke været nogen flytrafik og derved ingen passagerer for første gang i lufthavnens historie,” skriver lufthavnen i en meddelelse.
Konkurs i restaurantselskab
Lufthavnsdirektør Peer H. Kristensen har tidligere forklaret, at man bruger den stille tid til at skrue tempoet op for ombygningen af lufthavnen, hvor en ny sikkerhedskontrol efter planen skal stå klar til at blive taget i brug, når flyselskaber og charterarrangører genoptager aktiviteterne.
Men der kan muligvis komme til at mangle et sted, hvor passagererne kan få noget at spise og drikke. Den midlertidige lukning af lufthavnen har nemlig betydet, at selskabet MIB Restaurant Aarhus Airport, der driver restaurant- og loungeområdet i den østjyske lufthavn, har måttet indgive konkursbegæring.
Det sker blot otte måneder efter, at der blev åbnet med et nyt koncept med kvalitetsmad og lokale råvarer fra Martin Ib, der står bag et stort aarhusiansk madimperium. Lufthavnsdirektøren siger dog til Jyllands-Posten, at han håber, at restauratøren vil genåbne i et nyt selskab.
Har mistet to ruter
Det er endnu uklart, hvornår lufthavnen kan åbne igen. SAS vil ifølge selskabets hjemmeside påbegynde flyvninger fra Aarhus til København, Oslo og Stockholm fra mandag den 25. maj.
Herudover vil Ryanair efter planen genoptage flyvningerne til London-Stansted den 22. maj og Gdansk den 24. maj. Derimod ser det ud til, at Ryanair har opgivet den nye sommerrute til Zadar i Kroatien, ligesom den genvundne easyJet-rute til Berlin også er fjernet fra reservationssystemerne.
I sidste ende er det hele dog afhængigt af, hvordan udviklingen bliver omkring myndighedsrestriktioner i Danmark og i de lande, hvortil der er flytrafik fra Aarhus Lufthavn.
Relaterede artikler:
66,7 procent tilbagegang i nedlukket lufthavn