Kristian Durhuus, afgående driftsdirektør i Københavns Lufthavne A/S. (Foto: CPH | PR)

Afsked med driftsdirektør i Københavns Lufthavn

Kristian Durhuus fratræder som driftsdirektør i Københavns Lufthavn, da stillingen bliver ændret i forbindelse med en “organisatorisk tilpasning” i topledelsen.

Den syv personers store koncernledelse i Københavns Lufthavne A/S er blevet midlertidigt reduceret. Det sker som følge af, at driftsdirektør Kristian Durhuus fratræder efter næsten ni års ansættelse.

Ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Lufthavn er det blevet besluttet, at topledelsens opgaver skal ændres i forbindelse med en organisatorisk tilpasning, der er affødt af et nyt strategisk fokus. Stillingen som driftsdirektør vil blive ændret, hvilket tilsyneladende ikke er foreneligt med den profil, som Kristian Durhuus repræsenterer.

I sit hidtidige virke i Københavns Lufthavn har driftsdirektøren været ansvarlig for Passenger & Terminal Services, Trafik, Bagage, Security, Compliance Management, Miljø, Service Excellence og Roskilde Lufthavn.

Selvom det ligger fast, at stillingen som driftsdirektør vil blive ændret, så har lufthavnen dog ikke lagt sig endelig fast på, hvordan den nye organisation kommer til at se ud.

“Vi vil inden for en nær fremtid endeligt konkludere på, hvordan vi fremover bedst organiserer os, så vi er bedst muligt indrettet til at eksekvere vores nye strategi,” udtaler administrerende direktør Thomas Woldbye.

Driftsansvar for veldrevet lufthavn
Kristian Durhuus tiltrådte i Københavns Lufthavne A/S den 1. august 2011. Han er uddannet cand.merc. i International Management & Business Economics og havde inden ansættelsen i CPH otte års erfaring fra luftfartsbranchen, hvor han arbejdede for Gate Gourmet International/Swissair Group samt LSG Lufthansa Service.

Efter et par år som administrerende direktør for Rentokil Initial A/S i Danmark var Kristian Durhuus administrerende direktør i fem år for først Falck Securitas Sikring A/S og derefter G4S Security Services A/S i Danmark.

“Det har været et privilegium at arbejde sammen med så mange dedikerede kolleger i lufthavnen. Jeg er stolt over de resultater, vi i samarbejde med flyselskaber og øvrige partnere har skabt for passageroplevelsen og som har ført til, at CPH har vundet internationale priser og anerkendelse for at være en af verdens bedst drevne. Nu organiseres ledelsen på en ny måde, og det er derfor også for mig et godt tidspunkt at give stafetten videre på,” siger Kristian Durhuus.

På vej ud ad døren får den snart forhenværende driftsdirektør følgende ord med på vejen fra administrerende direktør Thomas Woldbye.

“Kristian Durhuus har opbygget og drevet en imponerende driftsorganisation gennem sine ni års ansættelse i CPH. Den indsats har været med til at gøre CPH til en lufthavn i verdensklasse. Jeg vil gerne takke Kristian for indsatsen og ønsker ham alt godt i fremtiden.”

Kedelig sag i bagagen
I efteråret 2019 kom Kristian Durhuus ufrivilligt i mediernes søgelys, da Politiken kunne afsløre, at lufthavnen havde undladt at indstille flytrafikken efter en episode, hvor et fly fik beskadiget et hjul efter påkørsel af et løsrevet lysarmatur på en start- og landingsbane.

Ifølge et fortroligt udkast til en rapport om hændelsen manglede der klare procedurer til at håndtere situationen. Kristian Durhuus var den øverste ansvarlige, og han forklarede efterfølgende, at man havde foretaget en midlertidig lukning af den pågældende bane samt udført en kontol af lysarmaturerne.

På baggrund af sagen varslede Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, at der vil være et skærpet fokus på området ved kommende tilsyn i lufthavnen, og sagen fik så meget opmærksomhed, at transportminister Benny Engelbrecht måtte rykke ud med en udtalelse.

“Jeg tager luftfartssikkerheden meget alvorligt, og derfor afventer jeg Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens behandling & vurdering af sagen, da de er den ansvarlige myndighed for luftfartssikkerhed i Danmark. Jeg forventer, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen sikrer, at flysikkerheden altid er en førsteprioritet,” lød det fra ministeren.

 

Relaterede artikler:

Fra CPH til branchedirektør i Dansk Erhverv

Pressechef forlader Københavns Lufthavn

Direktør forlader Københavns Lufthavn