Air France har løftet sløret for endnu en nyhed i årets sommertrafikprogram, da selskabet vil etablere endnu en rute til USA. Destinationen ligger i delstaten Arizona.
Det er tidligere kommet frem, at Air France vil genoptage ruten til Minneapolis i den amerikanske delstat Minnesota fra den 13. maj i år, ligesom SkyTeam-selskabet også forlænger beflyvningen af Raleigh-Durham i North Carolina som led i årets sommertrafikprogram.
Nu oplyses det dog, at der føjes atter en amerikansk destination til rutekortet. Det drejer sig om den amerikanske by Phoenix, der er delstatshovedstad i Arizona. Det bliver Air Frances’ 17. rute til USA og nummer 24. til Nordamerika.
Beflyves med Dreamliner
Den kommende rute vil være mellem Paris-Charles de Gaulle (CDG) og Phoenix Sky Harbor International Airport (PHX), og den får debut på afgangstavlerne i den franske hovedstadslufthavn den 23. maj i år.
Herefter vil den blive betjent med tre ugentlige flyvninger, der efter planen vil finde sted tirsdage, torsdage og lørdage.
Ifølge Air France skal flyvningerne foretages i et af de Boeing 787-9 Dreamliner-fly, som selskabet har 10 af i flåden. Det vil have en kabinekonfiguration med tre klasser og samlet set 279 sæder, hvoraf 30 er på Business Class, 21 på Premium Economy og de resterende 228 er Economy-sæder.
Har flyvninger til USA, Canada og Mexico
Flyvningerne på den nye rute er tilrettelagt således, at der er afgang fra Paris-CDG klokken 10.10 lokal tid, hvorefter passagererne vil lande i USA klokken 12.10 – ligeledes lokal tid. Returflyvningen letter klokken 14.00 i den amerikanske lufthavn og er fremme i Paris klokken 21.15 dagen efter.
Udover den kommende rute til Phoenix foretager Air France flyvninger til Atlanta, Boston, Chicago, Dallas, Denver, Detroit, Houston, Los Angeles, Miami, Minneapolis, New York, Newark, Raleigh-Durham, San Francisco, Seattle, Washington DC, Montreal, Ottawa, Quebec, Toronto, Vancouver, Mexico City samt Cancún.
Relaterede artikler:
A350 fra Air France skadet under landingsforsøg i Toronto