Den første Airbus A330-900neo til TAP Air Portugal. Foto: km30192002

Air France-KLM afviser at have trukket sig fra TAP-bud

Air France-KLM afviser rygter om, at det ikke længere er interesseret i at overtage TAP Air Portugal. Også to andre luftfartskoncerner er fortsat med i kampen om flyselskabet.

Den portugisiske regering har længe villet sælge en andel af det nationale flyselskab TAP Air Portugal, men det er indtil videre ikke sket.

Tidligere har IAG (International Airlines Group), Lufthansa Group samt Air France-KLM vist interesse for at overtage det portugisiske Star Alliance-flyselskab, og det er fortsat tilfældet.

Der har dog været visse rygter om, at Air France-KLM ville trække interessen som følge af politisk ustabilitet i Portugal, men det afviser den fransk-hollandske luftfartskoncern, der fortsat er ”meget interesseret”.

”Som vi allerede har sagt, er vi meget interesserede i TAP-privatiseringsprojektet, og vi afventer de næste skridt,” siger en anonym kilde ifølge The Portugal News til det spanske nyhedsbureau EFE.

Ny regering vil genoptage salgsproces
Privatiseringen af TAP Air Portugal blev suspenderet i forbindelse, at premierminister António Costa trak sig i november sidste år. Processen var således gået i stå frem mod valget i Portugal 10. marts i år, hvor der skete et regeringsskifte. Den nye regering er ledet af Luís Montenegro.

Af lovgivningsprogrammet fra den nye regering fremgår det blandt andet, at salgsprocessen af TAP vil blive genoptaget. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Regeringen har umiddelbart ikke specificeret, hvorvidt den ønsker at sælge dele eller hele TAP. Luís Montenegro fortalte dog til Reuters i december sidste år, at han havde til hensigt at privatisere 100 procent af flyselskabet.

Den nu tidligere regering godkendte i september sidste år, at 51 procent af TAP kunne blive solgt, men salgsprocessen gik således i stå og suspenderet frem til valget for lidt over en måned siden.

Råder over næsten 100 fly
IAG og Air France har angiveligt særligt stor interesse i TAP Air Portugals tilstedeværelse på markeder som Afrika og Brasilien.

Flåden hos TAP Air Portugal består ifølge Planespotters.net af i alt 99 fly – herunder fem Airbus A319, 27 A320, 26 A321, 22 A330 samt 19 Embraer ERJ-190. En stor del af flåden består af de nyere neo-modeller fra Airbus.

TAP Air Portugal blev grundlagt i 1945 og har hovedbase og -kvarter i Lissabon. Antallet af medarbejdere er omkring 6.600, mens selskabet i 2023 havde 15,9 millioner passagerer – en vækst på 15,2 procent i forhold til året før.

 

Relaterede artikler:

Sætter kæp i hjulet for privatisering af TAP

Officielt: 51 procent af TAP skal på private hænder

Air France-KLM klar til at byde på TAP