Airbus A320-200 (CS-TNV) under landing i Københavns Lufthavn. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund | Danish Aviation Photo)

Air France-KLM klar til at byde på TAP

Når TAP Air Portugal sættes til salg, regner Air France-KLM med at byde, da et opkøb kan styrke koncernens position på et lukrativt marked. Lufthansa og IAG går også med opkøbstanker.

Igennem en længere periode har det været kendt, at den portugisiske regering nærer planer om at afhænde Star Alliance-selskabet TAP Air Portugal, som staten er majoritetsejer af. Flere af de europæiske luftfartskoncerner har været nævnt som mulige købere.

Nu tyder det på, at det potentielt kan blive Air France-KLM, der i fremtiden kan blive ejer af det portugisiske flyselskab. Det fortæller koncernchef Ben Smith, der har en forventning om, at landets regering formentlig vil sætte gang i salgsprocessen omkring sommer i år.

Koncernchefen fra Air France-KLM forklarer, at hvis de opstillede betingelser flugter med koncernens ønsker, regner Air France-KLM med at ”deltage i processen”. Det kan blandt andet være muligheden for at opnå en driftsmargin på mellem syv og otte procent fra 2024 og fremefter.

Vil sidde på næsten 30 procent af kapaciteten
Interessen for TAP Air Portugal skyldes blandt andet, at flyselskabet er ganske veletableret i det sydlige Europa og har et stærkt netværk i Latinamerika, hvilket er et interessant marked, hvorpå koncernen gerne vil befæste dens position.

I løbet af årets første kvartal er den gennemsnitlige billetindtægt – også kaldet yield’en – steget med 33 procent sammenlignet med 2019-niveauet på Air France-KLMs flyvninger på markedet, og det til trods for at kapaciteten har været fire procent lavere end før pandemien. Det skriver Airline Weekly.

Såfremt et opkøb kan realiseres, vil Air France-KLM og TAP Air Portugal sidde på 29 procent af kapaciteten mellem Europa og Latinamerika. Det viser data fra analysehuset Cirium, og det kan – ifølge Ben Smith – være økonomisk interessant.

“TAP har en meget stærk geografisk position ved Europas sydligste punkt mod Sydamerika, og derudover har selskabet et rigtigt godt netværk til Brasilien, hvor man beflyver 11 byer direkte fra Lissabon, så det er meget interessant og kan potentielt bidrage positivt til vores bundlinje.”

Forhandler om de sidste detaljer
Det er ikke kun Air France-KLM, der er interesseret i at styrke positionen i Latin- og Sydamerika gennem opkøb. Det samme gør sig gældende for Lufthansa, der er interesseret i ITA Airways, mens IAG atter er i færd med at overtage Air Europa.

Ifølge Ciriums data vil de to opkøb henholdsvis sikre Lufthansa og ITA ni procent af kapaciteten mellem Europa og Latinamerika, og IAG sammen med Air Europa ville sætte sig på 28 procent.

I skrivende stund nærmer et salg af 40 procent af ITA Airways sig ifølge det italienske nyhedsbureau AGI, da parterne skulle være beskæftiget med drøftelser af de sidste detaljer i handlen. Koncernchef Carsten Spohr fra Lufthansa satte tidligere i maj ord på, hvorfor man blandt andet er interesseret i det italienske flyselskab.

”Sammenlignet med vores europæiske konkurrenter, mangler vi en sydligt beliggende hub, som kan benyttes til vækst af trafikken til og fra Afrika samt Latinamerika.”


Relaterede artikler:

Lufthansas forhandlinger om ITA Airways trækker ud

TAP holder kursen mod privatisering

Den portugisiske stat tager kontrol over TAP