SAS. (Foto: Renatas Repcinskas | shutterstock.com)

Air France-KLM bliver ny medejer af SAS

Et konsortium med den danske stat, to investeringsvirksomheder, heraf en dansk, samt Air France-KLM skyder 8,3 milliarder kroner i SAS og bliver de fremtidige ejere.

SAS har tirsdag kl. 18.00 ved et pressemøde på selskabets hovedkontor i Stockholm-forstaden Frösundavik offentliggjort resultatet af den kapitalrejsningsproces, der blev igangsat for nogle måneder siden.

Valget et faldet på et konsortium med den danske stat, der sammen med Air France-KLM, og investeringsvirksomhederne Castlelake og danske Lind Invest, bliver de fremtidige ejere af SAS. Derimod er den amerikanske kapitalfond Apollo Global Management ikke at finde blandt de nye investorer.

Der investeres samlet 12,9 milliarder svenske kroner i SAS, hvilket svarer til næsten 8,3 milliarder kroner. I de kommende uger og måneder skal detaljerne i aftalen finpudses.

Ifølge Carsten Dilling, der er SAS’ bestyrelsesformand, er fordelingen nu således, at Castlelake har 32 procent af SAS, den danske stat 26 procent, Air France-KLM 19,9 procent, mens Lind Invest sidder på lige under ni procent af flyselskabet. De resterende 13,6 procent skal formentlig fordeles blandt andre tabsramte kreditorer.

Det valgte bud var mest fordelagtigt
SAS vil etablere et kommercielt samarbejde med Air France-KLM og koncernens flyselskaber og vil skifte fra Star Alliance til SkyTeam-alliancen, der domineres af Air France-KLM og Delta Air Lines.

Bestyrelsesformand Carsten Dilling er glad for, at det er lykkedes at tiltrække nye investorer.

“Dette er en betydelig præstation af vores transformationsplan, SAS Forward. Vi har gennemført en bred, konkurrencedygtig og grundigt evalueret aktieopfordringsproces, og vi er overbeviste om, at det valgte bud er det mest fordelagtige for SAS, dets kreditorer og andre interessenter. Sikring af ny kapital er en af ​​de vigtigste søjler i SAS Forward-planen og vil give et stærkt finansielt grundlag for at hjælpe med at drive vores flyselskab fremad og lette vores udtræden af ​​den amerikanske kapitel 11-proces.”

En vigtig milepæl
SAS’ hollandske koncernchef Anko van der Werff har selv en fortid hos Air France-KLM, blandt andet som chef for den nordiske afdeling, så nu er det lykkedes at at SAS ind i en konstellations hos hjemlandets flyselskab.

“Den aftalte investering er en vigtig milepæl i vores SAS Forward-plan, og den viser, at vores nye investorer tror på SAS og vores potentiale til at forblive på forkant med flyindustrien i de kommende år.

Vores skridt mod et partnerskab med SkyTeam afgør desuden en klar vej frem for virksomheden. Gennem afslutningen af ​​denne proces og de muligheder, der er ved at være en del af SkyTeam, vil vi være i stand til yderligere at forbedre SAS’ tilbud til gavn for vores kolleger, kunder og lokalsamfund. Vi ser frem til at bygge en lys fremtid for SAS sammen,” lyder det fra Anko van der Werff.

Koncernchef Benjamin Smith fra Air France-KLM kalder det en vigtig dag for begge selskaber, og det vil give Air France-KLM mulighed for at styrke sin position i Norden og forbedre forbindelserne for skandinaviske og europæiske rejsende.

 

Relaterede artikler:

SAS i Chapter 11-konkursbeskyttelse indtil 2024

Mandag melder mulige SAS-ejere sig på banen

‘Kinddansen med Apollo er blevet mindre tæt’