Airbus A350-900-fly. (Foto: Luce Borrel | Airbus | PR)

Air France-KLM vil etablere joint venture med Airbus

I takt med at flere Airbus A350-fly føjes til flyselskabernes flåder i de kommende år, stiger behovet for komponenter og vedligehold. Det vil Air France-KLM og Airbus samarbejde om at adressere.

Hvis alt går som planlagt, kan et nyt partnerskab med to særdeles velkendte navne i luftfartsbranchen se lyset næste år. Det er et meldingen fra Airbus, der fortæller, at den europæiske flyproducent i øjeblikket drøfter muligheden for at etablere et joint venture med Air France-KLM.

Omdrejningspunktet for et eventuelt kommende joint venture vil være udvikling og vedligehold af komponenter til Airbus A350-fly, oplyses det. I regi af det nye samarbejde vil man både foretage reparationer, polstre forsyningskæden og skabe en fælles pulje af komponenter.

Airbus og Air France-KLM vil hver især eje halvdelen af et kommende selskab. Såfremt parterne når til enighed, og planerne derefter bliver godkendt af relevante myndigheder, er det hensigten, at det nye joint venture vil blive lanceret i første halvår af 2024.

Flåden har udsigt til at vokse
Tanken bag det eventuelle samarbejde er, at det vil gøre det muligt at kombinere Airbus’ ekspertise med den, som Air France Industries KLM Engineering & Maintenance (AFI KLM E&M) besidder.

AFI KLM E&M er en MRO-virksomhed (maintenance, repair and overhaul) i regi af Air France-KLM-koncernen. Selskabet har 12.800 ansatte og varetager vedligehold samt reparationer af op mod 3.000 fly fra 200 forskellige flyselskaber.

Et kommende joint venture vil sigte efter at kunne tilbyde flere komponenter til flyselskaberne med henblik på at sikre den langsigtede vedligeholdelse af A350-flyene. Det mål skal indfries via en større kapacitet af komponenter samt ved, at de to partnere kan arbejde sammen om at udvikle nye løsninger inde for området.

I dag er der 550 fly af typen på vingerne på verdensplan, mens Airbus har ordre på 1.000 yderligere A350’ere.

Mener at kunne høste fordele
Anne Brachet, der er koncerndirektør for Air France-KLM Engineering & Maintenance, fortæller, at der i hendes optik vil være fordele at høste ved, at de to virksomheder kombinerer deres ekspertise.

”Dette joint venture vil sætte os i stand til bedre at kunne reagere på de behov, som er i markedet, og bidrage til, at vi kan yde en bedre langsigtet service til vores kunder, da vi kan etablere løsninger, som altid reflekterer deres behov, er af høj kvalitet og prissat korrekt.”

Den pointe erklærer kundeservicedirektør Cristina Aguilar fra Airbus sig enig i.

“I takt med at den globale A350-flåde vokser, så gør behovet for service det også. Vores to virksomheder har et langvarigt forhold, og hvis vi kan forene vores færdigheder og kapacitet af A350-komponenter, vil det være til gavn.”


Relaterede artikler:

Sender A350’ere på pension efter blot et år

Airbus A350 fra SAS skal til asiatisk flyselskab

Airbus vil presse yderligere 34 sæder i A350