Et fly fra Air France i Berlin Tegel. Foto: Flughafen Berlin Brandenburg (FBB)

Air France lukker og slukker i Tegel

Air France foretog den første ruteflyvning til Berlin Tegel i 1960, og det franske flyselskab får også lov at lukke den tyske hovedstadslufthavn i begyndelsen af november.

I 60 år har Berlin Tegel håndteret flere hundrede millioner passagerer, men nu lakker det mod enden for den tyske lufthavn. Den nye storlufthavn Berlin Brandenburg overtager al flytrafikken i Berlin fra november, og Tegel-lufthavnen lukker ned.

Den civile flytrafik til og fra Berlin Tegel begyndte i 1960, og det allerførste flyselskab i lufthavnen var Air France. Nu får det nationale franske flyselskab også lov at slukke i den tyske lufthavn, skriver det tyske luftfartsmedie Aerotelegraph på baggrund af kilder med indsigt i sagen.

Når Berlin Tegel lukker 8. november 2020, vil Air France således foretage den sidste ruteflyvning fra lufthavnen. Tidspunktet for afgang er uvist, ligesom det ikke vides, hvilken flytype der vil blive anvendt. Air France flyver i øjeblikket mellem Paris Charles de Gaulle og Berlin Tegel med både Airbus A318, A319, A320 og A321.

Tegel blev bygget i fransk sektor
Berlin Tegel lå i det daværende Vestberlin, hvor der fandtes henholdsvis en amerikansk, britisk og fransk sektor. Lufthavnen blev bygget i den franske sektor. Frankrig havde derfor en særlig tilknytning til den tyske hovedstadslufthavn, og det vakte også stor opsigt, da Air France foretog den første kommercielle flyvning til lufthavnen 2. januar 1960.

Flyet fra Air France var en firemotoret Lockheed Super Constellation med registrering F-BAZK. Det var tåget og gråt vejr, da det bevægede sig ind over Berlin til skue for flere hundreder fremmødte tilskuere.

Air France var det første flyselskab, der flyttede sine flyvninger fra Tempelhof-lufthavnen til Berlin Tegel, der bedre kunne håndtere de nyere fly.

Simultane landinger åbner ny lufthavn
Berlin Brandenburg Airport (BER) syd for Berlin åbner efter mange års forsinkelse dørene 31. oktober 2020, og den nye storlufthavn vil overtage trafikken fra både Berlin Tegel og Berlin Schönefeld.

Den nye, sydlige startbane i Brandenburg bliver taget i brug fra 4. november, mens trafikken fra Tegel overflyttes endeligt fra 8. november. Berlin Brandenburg er delvist bygget på infrastruktur – herunder en startbane – fra Schönefeld-lufthavnen.

De største operatører i Berlin Brandenburg bliver Lufthansa og easyJet, og de to flyselskaber har derfor fået lov til at foretage de første kommercielle landinger. Således vil selskaberne 31. oktober på spektakulær vis foretage simultane landinger på de to baner for at markere indvielsen af den nye tyske hovedstadslufthavn.

 

Relaterede artikler:

Forsinket Berlin-lufthavn skal bruge 2,2 mia. kroner

Berlin-lufthavn får lov at fortsætte

Stagnerende passagertal før åbning af ny storlufthavn