Air France installerer højhastigheds WiFi fra 2025. (Foto: Air France | PR)

Air France vil lancere lynhurtig WiFi til alle rejsende

Alle fly og alle klasser hos Air France vil fra sommeren 2025 gradvist blive udstyret med lynhurtig og gratis WiFi, som kan streame tv, film og serier.

Air France er i fuld gang med at opgradere flyselskabets tilbud til de rejsende.

Forleden præsenterede Air France en ny og forbedret udgave af deres premium economy kabine, der skal fremstå mere unik.

Nu er flyselskabets på vej med lynhurtig højhastigheds internetforbindelse, som bliver gratis for alle passagerer uanset prisklasse. Det eneste krav er, at den rejsende registrerer sig som medlem af loyalitetsprogrammet Flying Blue.

Den nye tjeneste udrulles fra sommeren 2025, og den vil gradvist blive indfaset på alle fly. Air France oplyser ikke, hvornår udrulningen vil være afsluttet.

Det franske flyselskab har valgt at samarbejde med Starlink, som er blandt verdens førende, når det gælder WiFi- tjenester. Starlink benytter satellitter i lavt kredsløb om jorden, og det sikrer forbindelse selv i isolerede områder. Ifølge Air France giver det en ’stabil, hurtig og sikker brugeroplevelse’.

Starlink er udviklet og drevet af SpaceX, som har stor erfaring med rumfartøjer og operationer i kredsløb. 

Streaming af film og serier
Internetforbindelsen på flyene vil være så hurtig, at de rejsende nemt kan holde kontakt med venner og familie, ligesom brugerne kan se nyheder live, spille videospil online samt streame tv, film og serier.

Netforbindelsen vil være tilgængelig fra smartphones, tablets og bærbare computere, og kunderne kan tilslutte flere enheder samtidig.

De rejsende får adgang til WiFi ved at logge ind på deres Flying Blue konto. Hvis man ikke har en konto, så kan den ifølge Air France hurtigt oprettes ombord på flyet.

Som nævnt vil alle fly, inklusive fly på regionale ruter, få installeret det nye udstyr fra næste sommer. I en overgangsperiode vil Air France fortsat tilbyde netforbindelse. Det vil være gratis for Flying Blue Ultimate og La Premiére kunder. Andre vil kunne betale for adgang til nettet. 

Ekstra komfort
I foråret begyndte Air France udrulningen af nye kabiner på selskabets langdistancefly Boeing 777 og Airbus A350. Alle klasser vil få en ny indretning, og på business class kan de rejsende se frem til en større seng og mere privatliv.

Senest blev det oplyst, at flyselskabets premium economy kabine står foran en fornyelse, som gør denne mellemklasse mere unik. Fremover bliver navnet Premium uden tilføjelsen economy. Det skal understrege den ekstra komfort og kvalitet i denne kategori.

Her vil kunderne blandt andet få serveret mad designet af Michelin kokke, ligesom sæderne er forbedret med ekstra komfort, mere benplads samt en justerbar fodstøtte.

 

Relaterede artikler:

Air France: Premium-klasse skal fremstå mere unik

Officielt: SAS i codeshare med Air France-KLM

Sådan benytter Air France kunstig intelligens