Airberlin flytter fra Malpensa til Linate

Airberlin har indgået en codeshare-aftale med Alitalia, der blandt andet betyder, at flere af det tyske flyselskabs ruter flyttes fra Malpensa til Linate i Milano

Tysklands næststørste flyselskab Airberlin har i øjeblikket tre daglige flyvninger fra Düsseldorf til Malpensa-lufthavnen i Milano, samt to daglige fra Berlin-Tegel til samme lufthavn. Men når vinterfartplanen på søndag træder i kraft, vil disse ruter fremover få Linate som destinationslufthavn..

Ændringerne skyldes en codeshare-aftale, som Airberlin og Italiens flag carrier Alitalia har indgået, og aftalen vil også omfatte det østrigske flyselskab NIKI, der er en del af Airberlin og dermed vil omdirigere tre af sine afgange fra Wien til fremover at lande i Linate i stedet for Malpensa..

Fordelen ved lufthavnen i Linate er, at den er placeret meget tættere på Milanos bycentrum end Malpensa, og dermed vil Airberlin i højere grad kunne konkurrere med Tysklands største flyselskab Lufthansa, der også flyver til Linate.

”Med codeshare-aftalen med Alitalia øger Airberlin vigtigheden af Italien til et helt nyt niveau. Vi optimerer vores service for både forretnings- og ferierejsende ved at flyve til Linate, der er den mest bekvemme lufthavn i Italiens handels- og modedestination nummer et. Sammen med Alitalia vil vi tilbyde det mest omfattende direkte rutenetværk mellem topdestinationer i Italien og Tyskland”, udtaler koncernchefen for Airberlin, Wolfgang Prock-Schauer.

Også SAS flyver fra København til både Linate og Malpensa i sommertrafikprogrammet fordelt med to daglige afgange til Malpensa og en daglig til Linate. I vinterhalvåret flyver SAS kun til Malpensa to gange dagligt fra København.

Fælles loyalitetsprogram
Aftalen betyder, at alle Airberlin og Alitalias 412 direkte ugentlige afgange fra Tyskland, Østrig og Schweiz til Italien vil blive codeshare-flyvninger, således at det vil være nemmere at tilrettelægge rejserne på tværs af landegrænserne.

Det vil sige, at det vil være muligt at booke billetter med Airberlin under Alitalias ”AZ”-kode på udvalgte ruter, såsom fra München til Köln, Düsseldorf, Hamborg og Berlin. Omvendt får Airberlin sin ”AB”-kode” på flere af Alitalias internationale flyvninger, der blandt andet omfatter Rom, Milona-Linate, Cairo og Malta, samt langdistanceflyvninger til Sao Paolo og Rio de Janeiro.

Samarbejdet mellem de to flyselskaber betyder også, at der gensidigt kan optjenes og benyttes bonuspoint i de respektive bonus- og loyalitetsprogrammer, henholdsvis airberlin topbonus og Alitalia MilleMiglia fra 1. november 2014.