Alitalia Boeing 777-200 (Foto: Alitalia)

Alitalia opgiver tre interkontinentale ruter

Alitalia, der holdes i live af den italienske regering, dropper tre interkontinentale ruter og øger i stedet kapaciteten på to eksisterende ruter.

Mens den italienske regering bistået af udpegede konkurskommissærer forsøger at finde en køber til Alitalia, der trådte i en kontrolleret konkursbehandling i maj sidste år, fortsætter selskabet med at tilpasse omkostningerne.

Det har betydet, at tre interkontinentale ruter er blevet opgivet. Således har Alitalia valgt at lukke ruten fra Rom til Beijing ved udgangen af vintertrafikprogrammet, der slutter den 24. marts 2018. Ruten til den kinesiske hovedstad blev genåbnet med fire ugentlige afgange den 18. juli sidste år efter tre og et halvt års fravær. Men nu er det endegyldigt slut med Beijing på rutekortet.

Samtidig var det planen, at Alitalia skulle have genoptaget ruten til Kenyas hovedstad Nairobi fra den 28. marts med fire ugentlige afgange. Ifølge tidtabellen skulle der flyves fire gange om ugen med Airbus A330-200, men den plan er også blevet opgivet. Til gengæld holder Alitalia fast i genoptagelsen af ruten fra Rom til Johannesborg den 8. april. Denne rute betjenes fire gange om ugen med Airbus A330-200.

Endelig lukker Alitalia fra den 25. marts den daglige flyforbindelse til Abu Dhabi, som især har været vigtig for Etihad Airways, siden selskabet med virkning fra den 1. januar 2015 købte 49 procent af det italienske flyselskab. Ruten til Abu Dhabi har hidtil været betjent med A330-200.

Indsætter stort fly til New York
Mens Alitalia skærer ned ved at opgive ruterne til Beijing og Nairobi, så vælger selskabet dog at ekspandere på andre områder. Fra den 30. april indsættes der en ekstra ugentlig flyvning mellem Rom og Seoul, således at der bliver fire ugentlige afgange med Airbus A330-200.

Fra Rom til New York-JFK vil Alitalia i sommertrafikprogrammet på en af de tre daglige afgange indsætte en stor Boeing 777-300ER, der har plads til 382 passagerer. På de to øvrige afgange benyttes 256-sæders Airbus A330-200 og Boeing 777-200ER, der er indrettet med 293 sæder.

Opjusteringen af kapaciteten på New York-ruten er et modsvar til Norwegian, der i øjeblikket presser Alitalia på ruten til New York. Norwegian flyver i den kommende sommer dagligt fra Rom til New York-Newark med Boeing 787-8 Dreamliner, der har plads til 291 passagerer.

Flere bydere
Konkurskommissærerne forhandler angiveligt med Lufthansa-koncernen, Air France-KLM samt den amerikanske investeringsfond Cerberus Capital Management, der alle har vist interesse for at overtage dele af selskabet. Ryanair har også tidligere været en af de mulige bydere, men det irske lavprisflyselskab har officielt trukket sig igen.

Mens Alitalia venter på nye ejere, bliver resultaterne bedre og bedre, da konkurskommissærerne har iværksat en slankekur, der skal gøre salgsobjektet mere attraktivt.

Derfor har Alitalia ganske overraskende igangsat en relancering af selskabet med nye uniformer ledsaget af en større markedsføringskampagne. Dermed er det nok for tidligt at lægge det italienske flyselskab i graven, selvom det har været tæt på flere gange.

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways relancerer Alitalia-konkurrent

Drillerier mellem Alitalia og Norwegian

Wizz Air viser interesse i Alitalia

Sparekrav til Alitalia før Lufthansa vil købe