(Foto: Morten Lund Madsen)

Alsie Express ind i kamp om politiskole

Alsie Express har kastet sig ind i kampen om at trække en ny politiskole til Sønderborg og foreslår udrykningsflyvninger med selskabets sorte fly.

Når man er oppe i mod 15 andre, så gælder det om at finde de ting frem, som gør en unik. Det har man forstået i Sønderborg, der lige nu kæmper mod 15 andre jyske og fynske byer om at huse en ny politiskole.

Et internt regeringsnotat anbefaler, at den nye politiskole ikke placeres længere end to timer væk fra København. På den måde kan politielever hurtigt transporteres til København i forbindelse med et terrorangreb eller lignende.

Det vil umiddelbart sende Sønderborg ud af kapløbet, hvis man alene regner med landtransport. Men det gør Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen ikke. For i Sønderborg har man sit ”eget” flyselskab, som hurtigt ville kunne sende betjente rundt i hele landet, påpeger borgmesteren.

”Vi har overfor ministeriet gerne villet fremhæve, at man hurtigt skal kunne flytte politistyrken rundt i Danmark. Vi kan pege på vores eget lokale flyselskab, der kan få politiet rundt i hele landet, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg, til JydskeVestkysten.

Matcher politiets ønsker
Det er naturligvis indenrigsflyselskabet Alsie Express, som borgmesteren hentyder til. Mens Sønderborg Lufthavn er ejet af Sønderborg Kommune, så er Alsie Express dog på private hænder i form af moderselskabet Air Alsie. Men det ændrer ikke ved, at Alsie Express og Air Alsie bakker op bag byens førstemand.

”Vi har hele tiden fly stående, der med meget kort varsel kan få folk rundt i hele landet. Vi har stor erfaring med ambulanceflyvning fra ind og udland, så vi er vant til hurtig responstid og vi har et setup, der matcher politiets ønsker,“ påpeger Henrik Therkelsen, direktør i Air Alsie, overfor avisen.

Borgmester Erik Lauritzen peger desuden på den kommunalt ejede Sønderborg Lufthavns placering tæt på Sønderborg by.

”Lufthavnen gør, at vi måske er dem, der bedst kan holde responstiden, som politiet ønsker,” understreger borgmesteren.

I løbet af to år
Foruden Sønderborg, så drømmer Randers, Holstebro, Viborg, Skanderborg, Skive, Silkeborg, Svendborg, Herning, Kolding, Fredericia, Haderslev, Esbjerg, Sønderborg, Fjerritslev, Brønderslev og Aalborg om at skulle huse den nye politiskole, som skal supplere den eksisterende skole i Brøndby.

Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen er i gang med en analyse af, hvor den nye politiskole skal ligge. Den skal etableres i løbet af to år.

Foto: Morten Lund Madsen.