Amazon Air er til stede i Nordamerika og Europa med fragtfly, og nu er den amerikanske e-handelsgigant klar med en ny base i Indien, hvorfra der skal opereres Boeing 737.
I 2016 blev Amazon Air lanceret i USA, og siden har selskabet øget til Europa. Nu er selskabet så klar med fragtflyvninger fra et tredje kontinent.
Således har den amerikanske e-handelsgigant lanceret en ny base i den indiske by Hyderabad, hvorfra der skal flyves med fragtfly af typen Boeing 737-800. Flyve vil blive opereret af indiske Quikjet Cargo Airlines Private Limited.
Flyet fra Amazon, der altså vil blive beskæftiget af Quikjet, skal transportere Amazon-pakker mellem byer som Hyderabad, Bangalore, Delhi og Mumbai. Lanceringen i Indien skal være med til at styrke Amazons tilstedeværelse og kapacitet i det asiatiske land for at imødekomme kundernes behov og skabe hurtigere leveringer.
”Amazon Air kommer til Indien på et vigtigt tidspunkt. I løbet af de sidste par år har vi taget mange positive skridt for at opbygge vores infrastruktur, transport og logistik i landet. Vores investering i Amazon Air vil kun forbedre leveringsoplevelsen yderligere for vores kunder i Indien,” siger Akhil Saxena, direktør for kundeopfyldelse og -service hos Amazon.
Hyderabad er vigtigt knudepunkt
Den indiske delstat Telangana, hvor Hyderabad ligger, anses som et område med mulighed for stor udvikling. I den forbindelse er er Hyderabad opstået som et vigtigt knudepunkt for e-handelsdistribution.
”Vi har arbejdet på at styrke statens luftfragtinfrastruktur, og vi glæder os over lanceringen af Amazon Air, som yderligere vil hjælpe med at gøre Hyderabad til et fragthub for landet og vil skabe yderligere beskæftigelsesmuligheder i staten,” siger Shri Kalvakuntla Taraka Rama Rao, minister for kommunal administration, byudvikling, industri og handel i Telangana.
Også Sarah Rhoads, direktør for Amazon Global Air, ser frem til at indtage Indien med fragtfly: ”Vi er begejstrede for at lancere Amazon Air i Indien for at sikre, at vi kan give vores voksende kundebase stort udvalg, lave priser og hurtigere leveringer,” siger hun.
Amazon har aftaler med flere flyselskaber
Det er ikke første gang, Amazon Air indgår aftaler med andre flyselskaber om beskæftigelse af selskabets egne fragtfly.
I 2019 indgik amerikanske Sun Country Airlines en aftale med Amazon om at beskæftige 10 Boeing 737-800-fragtfly på vegne af den store e-handelsgigant. Dette blev gjort for at skabe en mere fleksibel forretningsmodel, der var modstandsdygtig over for økonomiske og brancherelaterede nedture end et traditionelt passagerruteflyselskab.
I oktober 2022 valgte Hawaiian Airlines at kopiere denne model, hvor flyselskabet ifølge aftalen skal operere og vedligeholde en flåde på 10 Airbus A330-300-fragtfly på vegne af Amazon Air. Der er tale om en såkaldt CMI-aftale (Crew, Maintenance, Insurance, red.), hvor Amazon Air stiller flyene til rådighed, mens Hawaiian Airlines sørger for det operationelle.
Amazon Air driver i dag et luftfragtnetværk, der omfatter over 110 fly og mere end 70 destinationer.
Relaterede artikler:
Endnu et passagerflyselskab vil tilbyde CMI-fragt