Boeing 737-800 fra Flybondi i Cordoba Airport. (Foto: Flybondi)

Argentinsk lavprisflyselskab i luften om 10 dage

Et 12 år gammelt Ryanair-fly skal danne grundlag for den første lavprisflyving i Argentina den 27. januar, og dermed bliver Norwegian overhalet indenom.

Den 28. april 2005 fik Ryanair leveret et Boeing 737-fly, der nu har fået en ny skæbne i Argentina. Flyet, der oprindeligt havde registreringen EI-DHM, går på vingerne den 27. januar som rutenummer FO5444 fra Cordoba til Bariloche.

Det bliver dermed første flyvning for Flybondi og samtidig den første lavprisflyvning i Argentinas historie, idet Norwegian Air Argentina ikke påbegynder driften før slutningen af maj eller først i juni i år.

I første omgang vil Flybondi basere en Boeing 737-800 i Cordoba, hvorfra der skal flyves til Buenos Aires, Iguazu, Mendoza og Bariloche. Når det næste fly indsættes i slutningen af februar, vil Flybondi tilbyde ruter fra Buenos Aires til 10 destinationer i Argentina. Det kommende fly er i øvrigt en næsten 20 år gammel Boeing 737-800, der havde airberlin som første bruger i oktober 1998.

Flybondi kommer til at benytte El Palomar-lufthavnen, der ligger 20 kilometer vest for Buenos Aires. Det er en militærlufthavn, der er hjemsted for det argentinske luftvåbens Primera Brigada Aérea, men det nye lavprisflyselskab har valgt at opføre sin egen terminal på lufthavnsarealet.

Erfaring fra Wizz Air og Ryanair
Flybondis formelle navn er  FB Lineas Aereas.. Blandt investorerne finder man Michael Cawley, der er tidligere vicekoncernchef  og nuværende bestyrelsesmedlem i Ryanair samt Michael Powell, der har en fortid som finansdirektør i Wizz Air Holdings Plc.

De to erfarne luftfartsfolk har sammen med den amerikanske kapitalfond Cartesian Capital Group LCC og japanske Yamasa Co. Limited samt andre internationale og argentinske investorer skudt en lille halv milliard kroner i selskabet.

Som administrerende direktør for det nye selskab er udpeget Julian Cook, der fra 2003 til 2010 var chef for det schweiziske flyselskab Flybaboo, der blev overtaget af Darwin Airline for at undgå en truende konkurs.

Det er planen, at Flybondi seneste i 2021 skal transportere otte millioner passagerer om året og dermed skabe 1.500 direkte jobs samt 20.000 indirekte jobs.

 

Relaterede artikler:

Første fly til Norwegian Air Argentina

Minimumspriser udfordrer Norwegian i Argentina

Norwegian-bestyrelse godkender Argentina-projekt

Norwegian: 70 fly i Argentina

Norwegian får argentinsk konkurrent