Airbus A350-900 fra China Southern Airlines. (Foto. P. Masclet | Airbus | PR)

Atter flyforbindelse fra Europa til Wuhan

For første gang siden COVID-19-pandemien foretages der nu igen direkte ruteflyvninger mellem Europa og den kinesiske millionby Wuhan. Den første flyvning fandt sted gennem russisk luftrum.

Wuhan kom pludseligt på alles læber i starten af 2020, da byen blev udråbt som arnested for en ny virus, der blev kendt som COVID-19. Den betød blandt meget andet, at mange store flyselskaber i slutningen af januar samme år helt eller delvist valgte at indstille flytrafikken mellem Kina og Europa.

Før pandemien betjente Wuhan Tianhe International Airport omkring 25 millioner passagerer årligt og på afgangstavlerne i lufthavnen var der en række internationale ruter med direkte flyvninger til Paris, Rom, London, Moskva samt Istanbul.

Siden udbruddet har der ikke været foretaget direkte ruteflyvninger mellem millionbyen og Europa, men det har nu ændret sig, da China Southern Airlines atter har etableret en rute, der gør det muligt for passagerer at flyve fra Wuhan til London eller den modsatte vej.

Fløj over Rusland
Fredag i sidste uge landede et af de Airbus A350-900-fly, som China Southern Airlines har 18 af i flåden i hovedstadslufthavnen London-Heathrow efter 11 timer og 13 minutter i luften på en vellykket beflyvning af ruten mellem de to verdensdele.

Airbus-flyet har registreringen B-30AL, og det var indrettet med sæder til sammenlagt 314 passagerer i en kabinekonfiguration med tre klasser, hvor der var 28 sæder på Business Class, 24 på mellemklassen Premium Economy samt 262 på Economy.

Flyvningen (flight CZ607) blev foretaget via luftrummet over Rusland. Dette er ellers lukket land for mange flyselskaber, da de russiske myndigheder valgte at blokere det for 36 lande – heriblandt Danmark, Grønland og Færøerne – i kølvandet på de sanktioner, som enkeltpersoner og erhvervslivet i Rusland blev ramt af som følge af krigen mod Ukraine.

Har tidligere fløjet tre rundture om ugen
Indtil videre er det planen, at China Southern Airlines vil betjene den nye rute mellem Wuhan Tianhe International Airport og London-Heathrow med en rundtur om ugen med ankomst i London fra Wuhan om fredagen, hvorefter flyet vendes og påbegynder returflyvningen nogle timer senere.

Det afhænger naturligvis af passagertilslutningen, men kaster man et blik på tiden før COVID-19-pandemien er der en indikation af, at der eksisterer et potentiale for endnu flere afgange på ruten på sigt. Det skriver Simple Flying.

Da China Southern Airlines lancerede ruten mellem storbyerne i maj 2018, blev der foretaget tre ugentlige rundture, da den blev befløjet mandage, onsdag samt fredage. På daværende tidspunkt foregik flyvningerne i et Airbus A330-200-fly.


Relaterede artikler:

Wuhan-flytrafik er tilbage på niveauet før COVID-19

Første fly er landet i genåbnet lufthavn i Wuhan

Midlertidig lukning af europæiske Kina-ruter