Fly i Wuhan Tianhe International Airport. (Foto: Hubei Airport Group)

Wuhan-flytrafik er tilbage på niveauet før COVID-19

I fredags var der næsten 65.000 indenrigspassagerer, der rejste gennem lufthavnen i Wuhan, og det er samme antal som for et år siden. Den internationale flytrafik er dog ikke kommet i gang.

Onsdag den 8. april genåbnede Wuhan Tianhe International Airport efter 76 dages nedlukning som følge af det store COVID-19-udbrud, hvor millionbyen Wuhan i Hubei-provinsen var det absolutte epicenter.

Blot fire måneder efter genåbningen melder det statslige medie china.org.cn, at indenrigsflytrafikken til og fra Wuhan Tianhe International Airport nu er tilbage på det samme niveau som før epidemien.

Det er ikke alene antallet af operationer, der er kommet tilbage, men passagertallet er tilsyneladende også fulgt efter. Således oplyser lufthavnsoperatøren Hubai Airports Group, at Wuhan-lufthavnen i fredags håndterede 64.700 passagerer fordelt på 500 indenrigsflyvninger. Det svarer til gennemsnitligt næsten 130 passagerer per flyvning og er på samme niveau som for et år siden.

Femdobling  på fire måneder
Da den kinesiske lufthavn genåbnede for fire måneder siden, var der 11.855 passagerer fordelt på 95 flyvninger den første dag, så dermed er det lykkedes at femdoble passagertallet siden genåbningsdagen.

I begyndelsen var det ikke muligt at flyve fra Wuhan til Beijing, men i dag er den kinesiske hovedstad også blandt de mange indenrigslufthavne, der kan flyves til. Der er i dag op til 25 indenrigsflyselskaber, der betjener Wuhan, og de største er Air China, China Eastern Airlines, China Southern Airlines og Xiamen Air.

For at få adgang til lufthavnsområdet skal flypassagererne dog fremvise en QR-kode, hvor scanneren vil kunne registrere, at der er et gyldigt helbredscertifikat. Samme kode skal fremvises ved indcheckningen samt i gaten.

Håber at kunne genstarte regionale ruter
Normalt har Wuhan Tianhe International Airport omkring 25 millioner passagerer årligt, og det svarer til op imod 80.000 rejsende på hverdage og omkring 600 afgående og ankommende fly, hvilket er lidt mindre end i Københavns Lufthavn.

Der går dog et stykke tid, inden det bliver muligt at flyve mellem Europa og Wuhan, der før pandemien havde internationale ruter til blandt andet Paris, Rom, London, Moskva og Istanbul.

Lige nu arbejder den kinesiske lufthavn på at genetablere ruter til Seoul, Singapore, Kuala Lumpur og Jakarta. Siden den 8. april er der også både genetableret og åbnet i alt ni internationale fragtruter, og en ny fragtrute til Amsterdam via London er også på vej.

 

Relaterede artikler:

Over 1.200 flyaflysninger i Beijing efter coronafrygt

Passagerer til Beijing kan risikere at lande i Wuhan

Første fly er landet i genåbnet lufthavn i Wuhan