Cimber A/S har et år efter Cimber Sterling-konkursen fået lavet en ny hjemmeside.
Selvom Cimber A/S har været på vingerne i næsten et år, har selskabets tilstedeværelse på internettet været meget anonym. Først i starten af april kom der igen indhold på selskabets domænenavn, www.cimber.dk, hvor det nu er muligt at læse om, hvem Cimber A/S er.
Hjemmesiden er i Cimber-farver og indeholder først og fremmest en forside med information om Cimber A/S, der blev stiftetden 15. maj 2012 i kølvandet på Cimber Sterlings konkurs. Desuden indeholder siden en kort flådepræsentation samt en lang liste med kontaktoplysninger på selskabets nøglepersoner. Især denne kontaktliste har været efterspurgt, fortæller Jacob Krogsgaard, administrerende direktør i Cimber A/S.
”Idet, at vi ikke har så stor en ekstern berøring, har vi lukket vores reception. Derfor har vi ikke et hovednummer længere, som man kan ringe på. Det har skabt et ønske og behov om, at man kunne finde kontaktoplysningerne til de enkelte afdelinger på en hjemmeside.”
Hjemmesiden kan således betragtes som omstillingsbord og afløser for det gamle hovednummer til det Sønderborg-baserede flyselskab, som i dag flyver alene for SAS med CRJ200 og ATR-72-fly.
Har ventet med lancering
Grunden til at relanceringen af cimber.dk har ladet vente på sig i næsten et år, skal findes i, at man hos Cimber A/S ikke ville risikere, at personer med ærinde til Cimber Sterlings konkursbo gik forgæves.
”Der var nødt til at gå noget tid før den nye side kunne lanceres. Vi har holdt øje med aktiviteten på navnet, og det var vores vurdering, at nu var tiden inde til at åbne op for cimber.dk igen”, fortæller Jacob Krogsgaard til CHECK-IN.dk.
”De kan jo ikke tale med os (om konkursboet red.). Derfor skulle vi helst ikke have alle dem med ærinde til Cimber Sterling-konkursboet forgæves ind på denne hjemmeside,” pointerer direktøren.
Sterling holder ved
Den nye cimber.dk-side er udover Cimber-farverne, bordeaux, grå og hvid, også prydet med det velkendte Cimber-logo. Cimber-brandet, farverne og ikke mindst domænenavnet købte Cimber A/S rettighederne til fra Cimber Sterlings konkursbo.
Det betyder, at både domænet cimber.dk men også sterling.dk nu tilhører Cimber A/S. Selskabet bruger dog på ingen måder Sterling som en del af brandet længere. Alligevel fører adressen sterling.dk frem til Cimbers nye side. Også på Google holder Cimber Sterling-navnet ved som titel til cimber.dk-siden.
”Vi er jo ikke en stor kommerciel organisation, vi har bare overtaget alle gamle brands – men det er dog ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt med Sterling.dk, det vil vi nok gerne rette,” erkender Jacob Krogsgaard.
Han fastslår dog, at siden alene er en kontaktside og ikke skal fungere som markedsføring af Cimber A/S, hvilket ifølge Jacob Krogsgaard også er grunden til, at man ikke har prioriteret en søgemaskineoptimering.
Selvom markedsføring ikke er formålet, gøres der dog på alle siderne af den nye hjemmeside opmærksom på, at Cimber A/S tilbyder charterflyvninger i begrænset omfang med deres 50-sæders CRJ-fly.