Mandag genoptager easyjet ruten mellem Aarhus og Berlin efter næsten to års fravær, og ruten er lige nu den eneste mellem Vestdanmark og den tyske hovedstad.
Selvom easyJet i indeværende kvartal kun forventer at flyve 15 procent af 2019-kapaciteten, så har det britiske lavprisflyselskab alligevel fundet tiden inde til at genoptage ruten mellem Aarhus og Berlin, der blev indstillet i slutningen af juni 2019 efter blot 10 måneders drift.
Det var planen, at ruten skulle have været genoptaget i slutningen af marts 2020, men coronapandemien kom i vejen for genstarten. Fra mandag den 24. maj gør easyJet et nyt forsøg med to ugentlige afgange fra Aarhus Airport.
Der flyves på mandage og fredage med en Airbus A320, der har plads til 186 passagerer. Om mandagen flyves der fra Berlin Brandenburg Airport (BER) kl. 06.50 med ankomst i Aarhus Airport kl. 08.05. Flyet vender på 30 minutter og returnerer kl. 08.35 med planlagt ankomsttid i den tyske hovedstadslufthavn kl. 09.50.
Om fredagen afgår flyet fra BER kl. 13.15 og ankommer i Aarhus kl. 14.30. Returflyvningen finder sted kl. 15.15, og efter en time og 15 minutter er A320-flyet ved gaten i Brandenburg-lufthavnen.
Eneste Berlin-rute fra Jylland
I efteråret 2018 åbnede easyJet to ruter fra Aarhus Airport. Den anden rute gik til London Gatwick Airport, og den blev senere til en vinterrute, der dog ikke er blevet betjent i det vintertrafikprogram, der netop er afsluttet. Herudover er det stadig uklart, om den vender tilbage, da ruten ikke længere er tilgængelig i easyJet’s trafikprogram.
Med ruten til Berlin fra Aarhus Airport bliver det inde længe muligt at flyve til ni internationale rutedestinationer fra den østjyske lufthavn. Udover Berlin er det Gdansk, London-Stansted, Korfu, München, Oslo, Riga (start i november), Stockholm og Zadar. Til gengæld har SAS fjernet ruterne til Nice, Palma de Mallorca og Split, der oprindeligt var planlagt til den kommende sommer.
Aarhus Airport kan samtidig glæde sig over, at Berlin-ruten bliver den eneste fra Jylland, da Ryanair i første omgang har opgivet at genoptage Berlin-ruten fra Billund. Samtidig er afgangen den 24. maj også den første ruteflyvning nogensinde fra en vestdansk lufthavn til Berlin Brandenburg Airport, der åbnede den 31. oktober 2020.
Relaterede artikler:
EasyJet vender tilbage til Aarhus Lufthavn