Dubai International Airport mistede mange passagerer i løbet af foråret på grund af en banereparation. Foto: Dubai Airports

Banereparation kostede passagerer i Dubai

45 dage i foråret var der kun én landingsbane til rådighed i Dubai International Airport, og det betød en nedgang på fem procent i antallet af passagerer i første halvår.

At gå fra to til én landingsbane i Dubai International Airport (DXB) er et stort indgreb i lufthavnens trafik.

Ikke desto mindre måtte den store mellemøstlige lufthavn nøjes med en enkelt bane i perioden fra den 16. april til den 30. maj i år på grund af banereparation. Og det kostede mange hundrede tusind passagerer.

Dubai International Airport håndterede 41,3 millioner passagerer i første halvår, hvilket var 5,6 procent færre end i første halvår i 2018. Samlet set førte lukningen af den sydlige bane til en reduktion på 32 procent i antallet af passagerflyvninger over den 45 dage lange periode.

Det samlede antal passagerflyvninger i første halvår var 178.383, hvilket er en nedgang på 11,6 procent i forhold til første seks måneder sidste år.

Indien er fortsat det største destinationsland fra Dubai International Airport med 5,7 millioner passagerer i første halvår. Saudi-Arabien var nummer to med 3,1 millioner, mens Storbritannien fulgte efter på tredjepladsen med 2,8 millioner rejsende. De tre største byer var London, Mumbai og Jeddah.

Passagervækst på 141 procent
En stor del af trafikken i Dubai International Airport blev flyttet til Dubai World Central Airport (DWC), mens landingsbanen i Dubai International Airport blev renoveret. Således håndterede Dubai World Central Airport cirka 1,2 millioner passagerer i første halvår sammenlignet med 517.813 i samme periode sidste år. Det giver en vild stigning på 141 procent.

Over 900.000 rejsende af det samlede antal i Dubai World Central Airport i første halvår var forbi lufthavnen i 45-dages-perioden, hvilket svarede til lufthavnens samlede passagertrafik i hele 2018.

”45-dages-perioden var en stor udfordring for DWC, da lufthavnen skulle håndtere en massiv stigning i både passager- og flytrafik. Vi gik natten over fra at have 10 flyvninger om dagen til 80 flyvninger på spidsbelastningsdage,” siger Paul Griffiths, koncernchef for Dubai Airports, der ejer både Dubai World Central Airport og Dubai International Airport.

Han takker for samarbejdet med blandt andet handlingselskabet dnata, politiet, flydubai og andre flyselskaber.

”Vi var i stand til at vende udfordringen til en mulighed og med succes vise DWC som en fantastisk lufthavn, der er hurtig, effektiv og praktisk,” siger Paul Griffiths.

DWC bugner af kapacitet
Dubai Airports melder, at det logistiske arbejde med at klargøre Dubai World Central Airport til den ekstra trafik, svarede til, at man åbnede en lufthavn på størrelse med den i Glasgow natten over. Omkring 600 stykker tungt udstyr blev flyttet til Dubai World Central Airport for at kunne håndtere den øgede trafik.

Dubai World Central Airport er løbende blevet udvidet til at kunne håndtere op til 26,5 millioner rejsende om året, hvilket således er langt mere, end den håndterer i øjeblikket. Lufthavnen har blandt andet udvidet til 2.500 parkeringspladser, 90 check-in-skranker og 24 gates.

 

Relaterede artikler:

Dubai International opgraderer den ene landingsbane

En milliard passagerer i Dubai International Airport

Dubai-lufthavn udnytter blot tre procent af kapacitet