Kabinepersonale hos Finnair (Arkivfoto - Finnair/PR)

Belønner ansatte for at føre flyselskab gennem krisen

Finnair tilbyder incitamentsprogram til medarbejdere, der er gået ned i løn under coronakrisen. Det giver mulighed for udbetaling af op til to måneders ekstra løn i 2023.

Finnair er midt i selskabets største krise nogensinde og står lige som mange andre flyselskaber over for en udfordrende økonomisk situation på grund af coronapandemien.

For at komme ud af krisen har det finske flyselskab lanceret et omfattende program, der skal reducere selskabets omkostninger, og om en del af programmet er det aftalt med flere personalegrupper i Finnair, at medarbejderne skal gå ned i løn.

Hårdt arbejde og dedikation
Samtidig er det dog vigtigt for Finnair, at medarbejderne bidrager til at genoprette selskabet, hvilket vil tage flere år og kræve ”hårdt arbejde og dedikation”, siger Finnair i en pressemeddelelse.

Finnair har derfor udarbejdet et langsigtet incitamentsprogram for de personalegrupper, som er gået ned i løn. Incitamentsprogrammet indledes i år og slutter i tredje kvartal 2023.

”Finnair står over for en ekstremt vanskelig situation på grund af Covid-19-pandemien. Virksomheden skal træffe smertefulde beslutninger for at komme ud af den igangværende krise, der omformer vores branche. At komme igennem denne fase kræver fornyelse, så Finnair kan være konkurrencedygtig i de kommende år, ”siger Jouko Karvinen, bestyrelsesformand i Finnair.

”Finnair har lanceret et incitamentsprogram for personale og ledelse med det formål med tiden at belønne Finnair-teamet for deres bidrag til Finnairs fremtid. De mål og nøgleindikatorer, vi har sat for programmet, er ambitiøse og i tråd med virksomhedens bedste interesser. De er også tilpasset virksomhedens aktionærers interesser,” siger Jouko Karvinen.

En række fastsatte mål
Incitamentsprogrammet at medarbejderne i de deltagende personalegrupper belønnes økonomisk, hvis Finnair lykkes med at genopbygge sin forretning i løbet af de kommende tre år i overensstemmelse med en række fastsatte målsætninger – såkaldte KPI’er.

Incitamentsudbetalingen kan maksimalt udgøre cirka to måneders løn, som vil blive udbetalt i tredje kvartal 2023.

Finnairs direktion, som også er gået ned i løn, har ligeledes fået et incitamentsprogram, hvor de vigtigste KPI’er svarer til de målsætninger, som gælder i de menige medarbejderes incitamentsprogram.

Finnair vil formentlig også tilbyde incitamentsprogrammet til andre personalegrupper, hvis der også indgås aftaler med disse grupper om at gå ned i løn, oplyser selskabet i pressemeddelelsen.

 

Relaterede artikler:

Finnair vil afskedige 1.000 ansatte

Finnair: Tredje kvartal bliver ikke bedre

Finnair-piloter skal på midlertidig orlov