Øivind Amundsen, adm. direktør for Oslo Børs og Tonje Wikstrøm Frislid, adm. direktør for Flyr. (Foto: Neil Dowling)

Flyr fik en flyvende start på norsk vækstbørs

Efter første handelsdag på Euronext Growth har det norske lavprisstartup Flyr øget markedsværdien med 127 millioner norske kroner. Aktien steg med 17 procent i sin børsdebut.

Mandag den 1. marts blev det norske startupflyselskab Flyr første gang handlet på Euronext Growth, der er en vækstbørs under Oslo Børs.

For nylig lykkedes det at rejse 600 millioner norske kroner ved en emission, der blev overtegnet mange gange i løbet af få timer. Aktierne blev solgt til 5,00 norske kroner, hvormed selskabet således initialt havde en markedsværdi på 750 millioner norske kroner.

Efter den første handelsdag, kunne Flyr gøre status, og det kommende norske lavprisflyselskab er kommet flyvende fra start. Aktien lukkede i 5,85 norske kroner, hvilket er en stigning på 17 procent.

Dermed er markedsværdien allerede i løbet af et døgn øget fra 750 til 877 millioner norske kroner, før det første fly overhovedet er kommet i luften. Til sammenligning er den aktuelle markedsværdi i Norwegian på 2.176 millioner norske kroner

“En notering på Euronext Growth er en spændende og vigtig milepæl for Flyr. Det sætter os i stand til at forfølge de muligheder, vi ser i et skiftende marked og en luftfartsindustri under genopretning,” siger administrerende direktør Tonje Wikstrøm Frislid i en pressemeddelelse.

Opbakning fra norske rigmænd
Flyr ventes at sende det første fly på vingerne i slutningen af andet kvartal i år. I første omgang venter man dog på, at selskabet skal modtage sin kommercielle driftstilladelse, så det bliver muligt at igangsætte billetsalget.

“Flyr bliver et robust, norskbaseret lavprisflyselskab med en økonomisk bæredygtig, effektiv og efterspørgselsstyret forretningsmodel. Vi vil have moderne systemer til operationer designet af brancheeksperter, en fuld digital kunderejse og en ledelse med omfattende luftfartserfaring,” lyder det fra Flyr-direktøren.

Blandt storaktionærerne i selskabet er Nordea Investment Management, Tycoon Industrier AS, Sissener AS og Apollo Asset Limited. Bag de sidstnævnte tre selskabsnavne står kendte norske rigmænd og storinvestorer.

Flyr vil have fokus på indenrigsflyvninger i Norge samt ruter til de mest populære destinationer i Europa. En rute fra Oslo til København indgår også i planlægningen, og i en senere fase er det hensigten at tilbyde regionale ruter til København fra Bergen, Stavanger og Trondheim.

 

Relaterede artikler:

Flyr: Ingen planer om at hente yderligere kapital

Flyr har forhåndstilsagn om 120 millioner kroner

Flyr har København på rutekortet