Boeing 737 MAX ved Farnborough Airshow i 2016 (Foto: Wirestock Creators)

Boeing 737 MAX-produktion på normalt niveau i 2025

Boeing forventer angiveligt igen at kunne producere 52 Boeing 737 MAX om måneden fra begyndelsen af 2025. Til juni skrues der i første omgang op til 38 fly om måneden.

To dødbringende flyulykker og en omfattende coronapandemi har i de senere år i den grad udfordret Boeing og produktionen af varianten 737 MAX.

Antallet af Boeing 737 MAX, der er rullet ud af samlehallerne, har været langt under det normale antal, men nu øjner den amerikanske flyproducent en tid med mere normal drift.

Således forventer Boeing, at den fulde genopretning af 737 MAX-produktionen til 2019-niveau vil ske i januar 2025, hvor der altså igen skal produceres 52 MAX-fly om måneden. Det fortæller to kilder med kendskab til sagen over for nyhedsbureauet Reuters. Dermed vil der fortsat gå næsten to år, før Boeing er oppe i fulde MAX-omdrejninger igen.

I første omgang skrues MAX-produktionen op fra 31 til 38 månedlige fly i juni, hvorefter planen angiveligt er, at dette tal skal stige til 42 fly i januar 2024 og 47 fly i juni samme år.  Det fortæller de to kilder, der ikke ønsker deres navn frem. Boeing har ikke selv ønsket at kommentere planerne.

Kamp med Airbus om markedsandel
I marts fortalte koncernchef for Boeing Commercial Airplanes, Stan Deal, at produktionshastigheden af Boeing 737 MAX ville stige ”meget snart” fra de nuværende 31 fly.

Når Boeing op på 52 MAX-fly, vil det være første gang, at producenten har sendt denne flytype ud i dette antal siden 2019, hvor produktionen blev reduceret til 42 månedlige fly efter de to fatale ulykker i henholdsvis Indonesien og Etiopien. Under coronapandemien blev produktionen sænket yderligere.

Hvis Boeing opnår de 52 MAX-fly i produktion om måneden, vil producenten kunne forsvare en markedsandel på 40 procent af narrowbody-markedet. Konkurrenten Airbus forventer at producere 65 fly med en enkelt midtergang om måneden ved udgangen af 2024. Den europæiske producents ultimative mål er 75 fly om måneden i 2026.

Hvis Airbus fortsætter med et stærkt salg af A321neo, kan Boeings markedsandel dog falde yderligere i slutningen af 2020’erne, forudser Richard Aboulafia, der er luftfartsanalytiker hos AeroDynamic Advisories.

”Boeing har ikke rigtig planer om at gå længere end 52 (MAX’er), og det er heller ikke sandsynligt, at det sker. Airbus, ja, de når op på 75 fly. Det er kun et spørgsmål om hvornår, og det er i høj grad på grund af styrken af A321neo,” siger han til Reuters.

 

Relaterede artikler:

Boeing genoptager 737 MAX-produktion

Officielt: Boeing stopper produktion af 737 MAX

Ryanair bekymret for MAX-leverancer