En Boeing 777X letter på en testflyvning. (Foto: Boeing | PR)

Boeing 777X endelig klar til certificeringsprogram

Efter lang tids forsinkelse har Boeing endelig fået grønt lys fra FAA til at testflyve 777X-flyet. Nu venter 12 til 18 måneder med certificerings-testflyvninger, inden første fly kan leveres.

I 2022 meldte Boeing ud, at man udskød leverancerne af 777X-flyene til 2025. Det skete i forbindelse med kvartalsregnskabet for første del af 2022.

Forsinkelsen af flytypen samt udfordringerne, Boeing har haft med MAX-flyene i kombination med problemer med Dreamliner-flyene, har betydet, at Airbus i mellemtiden har overhalet den amerikanske flyproducent som verdens største kommercielle flyproducent målt på producerede og leverede enheder.

Nu er der dog godt nyt for Boeing. Den amerikanske luftfartsmyndighed, Federal Aviation Administration (FAA, red.), har nemlig sagt god for, at Boeing kan begynde testflyvning af Boeing 777X med henblik på at certificere flytypen til kommercielle passagerflyvninger.

Under testflyvningerne er både piloter og teknikere fra FAA ombord i tillæg til Boeings egne piloter og testhold. Testflyvningerne indbefatter blandt andet en serie manøvrer, som udsætter flyet for belastninger, som langt overgår dem, kommercielle passagerfly normalt kan tænkes at blive udsat for.

Er gået i gang
Boeings testpiloter udførte den første certificeringsflyvning fredag aften i sidste uge med FAA’s repræsentanter ombord, skriver The Seattle Times.

Flyet lettede fra Boeing Field klokken 18.00 amerikansk tid og landede samme sted godt to timer senere.

I løbet af de kommende 12 til 18 måneder skal Boeing foretage testflyvninger med fire separate fly for at demonstrere over for FAA, at 777X-flyet lever op til myndighedens krav for sikkerhed.

Boeing har allerede selv testet flyet i mere end fire år, men FAA har insisteret på, at flere tests var nødvendige.

Største passagerfly hos Boeing
Den første Boeing 777 blev sendt på vingerne i 1990’erne. Flytypen i den nye version vil blive det største passagerfly, som Boeing producerer, da 747-produktionen er stoppet.

Med sin længde på 76,7 meter (777-9) er flyet en smule længere end 747-8, og vingespændet er på hele 71,8 meter, når den yderste del af vingerne er foldet ud og 64,8 meter i sammenklappelig stand. Til sammenligning er vingespændet på 747-8 på 68,4 meter.

Også på rækkevidden vil 777X få suveræne egenskaber. 777-8 vil kunne flyve hele 16.170 kilometer, mens 777-9 får en rækkevidde på 13.500 kilometer. Boeing 747-8 har en rækkevidde på 14.310 kilometer.

Versionen af 777X-flyet, som aktuelt testes, er 777-9, som i en standardkonfiguration vil have en kapacitet på 426 passagerer fordelt på to klasser. Den lidt mindre Boeing 777-8 vil følge senere i både passager- og fragtvarianter.

Boeing har i skrivende stund vundet 481 ordrer på flytypen. Blandt kunderne er Emirates langt den største. Således står selskabet for en ordre på mere end 200 fly.

 

Relaterede artikler:

Første Boeing 777-F leveret til Maersk Air Cargo

Boeing indgår forlig og undgår offentlig retssag

Airbus og Boeing overtager underleverandør