Ild i motor og vinge på Boeing 777-300ER fly fra Singapore Airlines. (Foto: Douglas Yew).

Brand i Singapore Airlines-777 skal undersøges til bunds

Der er mange spørgsmål, der skal besvares, når myndighederne i Singapore udarbejder havarirapporten om SQ368, der brød i brand i Singapore Changi-lufthavnen.

Det var voldsomme billeder, som tv-stationerne i løbet af mandagen kunne vise af Singapore Airlines flight SQ368, der brød i brand efter landingen i Singapore-Changi Airport tidligt mandag morgen lokal tid.

Flyet, et Boeing 777-300ER med registreringen 9V-SWB, var på vej fra Singapore til Milano og befandt sig efter et par timers flyvning over Den Bengalske Bugt, da piloterne besluttede sig for at vende om og flyve tilbage til Singapore. Årsgen var en olielækage på højre motor. Herefter blev flyvehøjden reduceret fra 30.000 fod til 17.000 fod (5.200 meter, red.) og kursen sat mod Singapore Changi-lufthavnen.

Her landede flyet sikkert på bane 20C kl. 06.50, hvilket var omkring to timer og 20 minutter efter, at flyet vendte om. Ifølge lokale rapporter klappede og hujede passagererne af glæde, da flyet var landet, men da flyet drejede fra landingsbanen blev et stort lysglimt observeret på højre side af flyet, hvorefter der gik ild i flyets højre vinge samt højre motor.

Det store Boeing 777-fly stoppede på taxivejen, mens brand- og redningstjenesten gik i gang med at slukke branden, der udviklede en massiv røgsøjle hen over lufthavnen. Piloterne besluttede at holde dørene til flyet lukkede, mens slukningsarbejdet stod på, hvorfor opskræmte passagerer kunne sidde i flyet og overvære slukningen af den forholdsvis voldsomme brand.

Efter at branden var slukket, kunne passagererne forlade flyet via trapper og derfra køre i busser til terminalbygningen. Der var ingen tilskadekomne blandt de 222 passagerer og 19 besætningsmedlemmer, men flyet havde taget en del skade.

Flere ubesvarede spørgsmål
Efter en kort debriefing, blev passagerene tilbudt at sætte sig om bord i et reservefly fra Singapore Airlines af samme type. Dette fly nåede frem til Milano med ni timers forsinkelse. Lufthavnen måtte i fem timer lukke for al trafik på bane 20C, mens der blev foretaget undersøgelser.

Singapore Airlines har i en meddelelse bekræftet, at piloterne registrerede en tændt advarselslampe, der indikerede, at der var en olielækage på højre motor, og at der først gik ild i motoren, efter at flyet var landet.

“CAAS´ havariafdeling vil stå i spidsen for undersøgelsen, og vi ønsker at komme til bunds i denne sag,” udtalte Singapores premierminister Lee Hsien Loong i en erklæring.

Hændelsen er i løbet af mandagen blevet diskuteret af piloter og flyvekyndige på diverse fora.  Flere spørger, hvorfor piloterne ikke valgte at søge til nærmeste lufthavn, fremfor at flyve mere end to timer til Singapore-Changhi, som er hjembasen. Det undrer også, at motoren ikke blev lukket ned, hvis det var bekræftet, at der var en lækage.

Et andet meget diskuteret emne relaterer sig til, hvorfor piloterne besluttede at lade passagerene sidde i flyet, der på et tidspunkt lignende en brændende fakkel. Standard-procedurer er sædvanligvis evakuering af flyet, hvis der opstår ild i dette omfang.

Svaret på disse spørgsmål, samt hvad der antændte ilden, kan formentlig læses i den havarirapport, som Civil Aviation Authority of Singapore (CAAS) i Singapore vil offentliggøre på et tidspunkt.

 

Relaterede artikler:

Brand i Dreamliner-fly lukker London-lufthavn

Brændende mobiltelefon tvang fly til landing

Mystik om årsag til British Airways-uheld

Fly gik op i flammer

Pyroman ombord på rutefly