Brussels Airlines er vendt tilbage til Bruxelles Zaventem-lufthavnen med ganske få flyvninger. Tirsdag forventer selskabet igen at flyve mellem CPH og Bruxelles.
Næsten to uger efter terrorangrebet i Bruxelles Zaventem-lufthavnen tirsdag den 22. marts er der søndag igen flyaktivitet i lufthavnen. Dog i stærkt begrænset omgang, da Brussels Airlines sender tre fly afsted til Athen, Faro og Torino. Langt fra de normale flere hundrede daglige afgange og ankomster.
Mandag skrues en lille smule op, idet Brussels Airlines har i alt otte afgange og otte ankomster. Det er til og fra Berlin Tegel, Budapest, Faro, Milano Linate, Milano Malpensa, Nice og Prag.
På forskellige tidspunkter
Selskabets 2-3 daglige flyvninger til Billund er fortsat helt aflyst mandag og tirsdag, mens det er muligt at booke billetter til to daglige flyvninger på ruten fra onsdag og frem.
De normale fire flyvninger til og fra Københavns Lufthavn mandag er erstattet af én daglig returflyvning mellem Antwerpen og CPH. Man flyver fra Antwerpen kl. 8.00 og retur fra CPH kl. 10.05.
Tirsdag forventer Brussels Airlines at flyve to gange fra Bruxelles Zaventem til København og én gang den anden vej. Onsdag er det muligt at købe billet til tre daglige returflyvninger.
Mens Brussels Airlines har fået lov til at starte meget forsigtigt op, så har alle andre flyselskaber fortsat ingen flyvninger til og fra Zaventem.
Større fly på andre ruter
Sun-Air flyver normalt vinge mod vinge med Brussels Airlines på ruten mellem Bruxelles og Billund, mens SAS flyver vinge mod vinge på ruten mellem Bruxelles og København. Begge selskaber har aflyst deres Bruxelles-flyvninger og tilbyder passagererne, at de kan blive ombooket til flyvninger til andre lufthavne.
For at gøre det muligt, har Sun-Air indsat større fly på ruten mellem Billund og Düsseldorf, mens SAS har indsat større fly på ruterne fra København til Amsterdam Schiphol og Paris Charles de Gaulle-lufthavnene.
SAS har indtil videre aflyst alle flyvninger til og fra Bruxelles Zaventem-lufthavnen frem til og med tirsdag samt en enkel flyvning onsdag. Hvornår den belgiske hovedstadslufthavn kan åbne for fuld kraft vides dog endnu ikke.
Ryanair flyver uforstyrret mellem Københavns Lufthavn og Bruxelles Charleroi-lufthavnen.
Læs også:
Terror stopper vækst i Bruxelles Lufthavn
Større fly ind på Bruxelles-alternativer
Brussels fortsætter med nødprogram
Midlertidig flyrute fra Belgien til København
Luftbro ind og ud af Bruxelles Lufthavn