Større fly ind på Bruxelles-alternativer

SAS og Sun-Air har begge sat større fly ind på ruter fra henholdsvis CPH og Billund til destinationer nær den terrorramte Bruxelles Zaventem-lufthavn.

SAS og Sun-Air har begge skruet op for kapaciteten på flere af ruterne fra Danmark til nabo-destinationer som følge af lukningen af Bruxelles’ Zaventem-lufthavn efter sidste uges terrorangreb.

Sun-Air flyver normalt mellem Billund og Bruxelles syv gange om ugen. En populær rute qua de mange EU-institutioner og lignende i den belgiske hovedstad. Mens Zaventem-lufthavnen er lukket, så har Sun-Air indsat ekstra kapacitet på selskabets rute mellem Billund og Düsseldorf i Tyskland. En by, der ligger omkring to timers kørsel fra Bruxelles.

Normalt betjenes den rute ni gange om ugen med et 19-personers Jetstream-turbopropfly. Det er i disse dage blevet udskiftet med et 32-personers Dornier 328-jetfly for at give de rejsende til og fra Bruxelles et alternativ.

Brussels Airlines, der normalt har sit trafikknudepunkt i Zaventem-lufthavnen, gennemfører et nødprogram med én daglig flyvning fra provinslufthavnene i Antwerpen eller Liege til en lang række europæiske destinationer. Men selskabets to daglige returflyvninger til Billund er aflyst i disse dage.

Flyver uforstyrret
Fra Københavns Lufthavn har SAS indsat større fly på flere flyvninger på ruterne til Paris Charles de Gaulle og Amsterdam Schiphol for at give de rejsende mellem den danske og den belgiske hovedstad mulighed for at rejse de veje. Mellem CPH og Paris er der sat større fly ind på middagsrotationen SK567/568. Til Amsterdam er der sat større fly ind på tre returflyvninger. Det er SK547/548, SK1549/1550 og SK553/554.

Desuden tilbyder selskabet rejsende med billetter til og fra Bruxelles mulighed for også at rejse via Düsseldorf eller Frankfurt.

Brussels Airlines flyver foreløbig frem til og med fredag en gang dagligt mellem Antwerpen og Københavns Lufthavn mod de normale 3-4 daglige flyvninger mellem Bruxelles Zaventem og CPH. Præcis hvornår på dagen Brussels Airlines flyver, planlægges løbende og fremgår af selskabets hjemmeside.

Ryanair flyver uforstyrret på ruten mellem Københavns Lufthavn og Bruxelles’ anden lufthavn, Charleroi.

Det er endnu usikkert hvornår Sun-Air, SAS, Brussels Airlines og en lang række andre flyselskaber, som normalt flyver til og fra Bruxelles Zaventem, kan vende tilbage til lufthavnen.