Bagageområdet i Københavns Lufthavn (Arkivfoto)

Chartertilbagegang i CPH

SAS-offensiv og over 50 procent mere Norwegian-kapacitet, smitter af på chartertrafikken fra Københavns Lufthavn, der gik tilbage med næsten syv procent i juli.

Juli måned blev Københavns Lufthavns bedste måned nogensinde overhovedet i lufthavnens 88 år lange historie. Med en fremgang på 4,9 procent passerede lufthavnen 2,4 millioner-mærket og landede på 2.426.424 passagerer.

Bemærkelsesværdigt er det dog, at passagermikset har ændret sig i forhold til juli sidste år. For mens passagertallet generelt går frem, så er der en tilbagegang i chartertrafikken på 6,6 procent. Tilsvarende går rutetrafikken 6,2 procent frem.

En del af forklaringen skal sandsynligvis findes i, at charterselskaberne i stigende grad får konkurrence på ruterne til Sydeuropas sol og varme af ruteflyselskaberne. Og netop i denne sommer har både SAS og Norwegian oprustet kraftigt.

Taget godt imod
SAS åbnede i juni og juli seks nye deciderede sommerruter ud af København til Pula i Kroatiien, Biarritz i Sydfrankrig, Thessaloniki i Grækenland, Palermo på Sicilien, Cagliari på Sardinien og Alanya i Tyrkiet. Samtidig udvidede SAS porteføljen af USA-ruter fra tre til fire med den nye San Francisco-rute, der åbnede i april. Desuden indsatte selskabet ekstra kapacitet på New York-ruten.

”Vi har fundet nogle attraktive destinationer, som er blevet taget godt imod. Desuden har den oversøiske trafik fået et løft. Vores USA-ruter er meget populære i sommersæsonen,” siger pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen.

57 procent
Hos Norwegian har man udvidet antallet af fly med base i København fra syv sidste sommer til 11 i denne sommer. En kapacitetsforøgelse på 57 procent, som har betydet flere nye ruter og flere frekvenser på eksisterende ruter.

Desuden har selskaber som easyJet og Vueling, der traditionelt appellerer til ferierejsende, også udvidet deres kapacitet, ligesom et selskab som Royal Air Maroc har markedsført sin nye rute til Casablanca kraftigt.

Fortsat nummer ét
Passagertallene for Danmarks største lufthavn viser også, at lufthavnen holder fast i titlen som Nordens største lufthavn. For på trods af en større fremgang i både Oslo og Stockholm, så er København fortsat nummer ét. I februar i år lykkedes det Oslo Gardermoen at presse forbi Københavns Lufthavn. Men det ser indtil videre ud til at have været en enlig svale.

På top10-listen over de mest populære destinationer fortsætter Berlin med en vækst på knap 12 procent med at kravle op af listen. Tysklands hovedstad kommer ind på en ottendeplads og passerer for første gang Tysklands økonomiske hovedstad, Frankfurt, der fortsætter nedturen med en tilbagegang på næsten 23 procent.

Den suveræne etter på listen er London, der bider Berlin i halen med en fremgang på 11,1 procent. Det skyldes blandt andet easyJet’s ekstra frekvenser på ruten til London Gatwick.